U13 fortsætter derudaf

U13 mod B1973, Herlev

7 kampe, 7 sejre og en målscore på 37-5 er de iskolde facts for U13 i Vinterbolds-turneringen. I weekenden blev det til en 8-1 sejr ude mod B1973, Herlev på idrætsanlægget med det fantastiske navn Elverroad. Træner Kenneth Jørgensen fortæller om kampen.

Brønshøjs U13 skulle igen i kamp i Vinterboldsturneringen, og efter vores kamp i sidste uge blev aflyst grundet det grumme vejr, så glædede drengene sig.

Kampen startede meget lige, men vi var mest på bolden, og fik sat nogle gode angreb sammen. Vi fik dog ikke lige sendt den sidste aflevering godt afsted, men drengene gav ikke op. 1-0 målet kom, og derefter så de sig ikke tilbage.

En god energi var dagsordenen på oplægget i omklædningen, og spillerne havde i den grad hørt efter. Der blev investeret både i de offensive og defensive løb, og jeg var en stolt træner.

Vi gik til pause med en føring på 4-1. Mads fik vel lavet Vinterboldsturneringens bedste mål, da han modtog bolden et stykke inde i banen. Han tog et par lækre træk, og smæk, så smadrede han bolden op i det lange hjørne.

U13 mod B1973, Herlev 2

2. halvleg var meget lig 1. halvleg. Det var et Brønshøj-hold i god kontrol, som spillede god direkte fodbold. Efter 6-1 prøvede vi at flytte lidt rundt på pladserne, og det var en succes for Ernst, der ellers deler godt ud med tacklinger i forsvaret. Han kom op og spillede angriber, hvor han fik scoret.

Slutresultatet blev 8-1,  og en succes oplevelse for drengene, der om torsdagen havde tabt til vores eget U12-hold.

Jeg vil gerne fremhæve Anton og Rizvi, der styrede den centrale midtbane. Det var en god præstation som skal anerkendes.

Næste kamp for U13 er allerede på lørdag, hvor de møder Farums U13-2, hjemme i Tingbjerg kl. 12.15

U13 mod B1973, Herlev 3
U13 mod B1973, Herlev 4