Fantastisk comeback i pokaltriumf

BB7M-Kløvermarken, 20.10.15 Sejr i pokalfinalen

Brønshøjs 7-mands 1. senior var i går aftes i aktion i pokalfinalen mod Kløvermarken, og det blev en kamp med masser af mål, intens og hård fight og sidst men ikke mindst en sejr til Brønshøj efter 2 gange 30 minutters spil og et fantastisk comeback, der bød på hele tre mål til Brønshøj i de sidste ti minutter.

BB7M-Kløvermarken, 20.10.15 Pokalen

Brønshøjs pokaleventyr startede allerede i slutningen af april dette år, da de, som det eneste hold, sammen med AIK Frederiksholm, skulle i kamp i 1. runde, og her spillede hvepsene sig videre med 7-3 sejr. Derefter var det Fremad Valbys tur til at blive sendt ud af pokalturneringen, da Brønshøj vandt 4-3.

I kvartfinalen gik det så ud over Fremad Amager, hvor Brønshøj nok en gang sejrede på udebane, denne gang med cifrene 6-5 efter et andet sensationelt comeback, hvor comebackkongerne var nede med 3 mål med 8 minutter igen og i andet minuts overtid fik udlignet for så at tage sejren i straffesparkskonkurrencen. I semifinalen skulle hvepsene møde IF Føroyar, men Føroyar kunne ikke stille hold, og Brønshøj var dermed klar til finalen mod Kløvermarken.

Kampen startede meget lige med et lille boldovertag til Kløvermarken, men chancerne udeblev hos begge hold. Den chanceløse start blev dog hurtigt glemt, da Brønshøj efter 12 minutter bragte sig foran 1-0.

BB7M-Kløvermarken, 20.10.15

Hvepsene erobrede bolden højt oppe på Kløvermarkens halvdel, og med sit iskolde venstreben, bankede Martin Thenning bolden i kassen uden chance for Kløvermarkens keeper.

Den føring fik Brønshøj dog kun lov til at have i et minut, da bolden, efter en fremragende redning af målmand Kim Jørgensen, endte hos en Kløvermarken-spiller, der blev nedlagt i det kriminelle felt. Kløvermarken udnyttede sikkert straffesparket og bragte balance i regnskabet med scoringen til 1-1.

Resten af halvlegen forløb med et par chancer til begge hold, men for Brønshøj stod stolpen i vejen, mens hvepsenes målmand Kim Jørgensen leverede et par klasseredning, og holdene gik derfor til pausen med stillingen 1-1.

BB7M-Kløvermarken, 20.10.15 Mål

2. halvleg var ikke et minut gammel før Kløvermarken bragte sig foran 2-1, da en Kløvermarken-spiller ikke svigtede da han, alene med Jørgensen, kunne sende bolden i netmaskerne.

Så gik det lige pludselig stærkt med målscoringen. Brønshøj kom på 2-2 efter 36 minutters spil, da Kløvermarkens målmand sparkede bolden lige ud i fødderne på Ferdi Yasar, da takkede for gaven ved at score kampens fjerde mål.

Men bare to minutter senere bragte Kløvermarken sig igen foran med et kraftfuldt skud, der endte med en chanceløs Kim Jørgensen, og 5 minutter efter, at Brønshøj havde udlignet til 2-2 stod det pludselig 4-2, efter et noget kluntet mål af holdet fra Amager, da en deres spillere ramte bolden skævt, men alligevel sejlede den over Kim Jørgensen og ind i mål, og det så nu unægtelig svært ud for hvepsene. Bagud med 2 mål og 20 minutter tilbage.

BB7M-Kløvermarken, 20.10.15 Mål igen

Man siger ofte at 2-0 er den farligste føring, men for Kløvermarken var det i dette tilfælde en føring på 4-2, der var den farligste. To-måls føringen gjorde nemlig, at Amager-holdet trak sig langt tilbage på banen, og lod Brønshøj spille bolden rundt, mens de selv kun havde fokus på at forsvare sig.

Det gik meget godt i ti minutter, men med et kvarter tilbage måttte Kløvermarken spille seks mod syv i 5 minutter efter at have modtaget et gult kort. Det straffede Brønshøj med 9 minutter igen, da de reducerede til 3-4.

BB7M-Kløvermarken, 20.10.15 Beundring

Netop som Kløvermarken blev fuldtallige begik deres målmanden et groft frispark, der på ny resulterede i et gult kort til Amager-hold, og ligesom før, så forstod Brønshøj at udnytte overtallet.

Først scorede Martin Thenning sit andet mål i kampen, da han langt udefra igen svingende venstrebenet, og med et hårdt fladt skud sendte han bolden i kassen, og to minutter før tid kombinerede Brønshøj sig igennem Kløvermarkens forsvar og kunne dermed bringe sig foran i kampen med scoringen til 5-4.

Kløvermarken forsøgte til sidst at få udlignet, men Brønshøj spillede klogt og taktisk i slutfasen og efter lidt over fire minutters overtid kunne de lade sig hylde som pokalvindere til stor glæde for dem selv, ledere og de fremmødte tilskuere.

7-mands senior har faktisk mulighed for at tage ”The Double”, når de på fredag d. 23. oktober kl. 19 møder rækkens nummer 1, FB, hjemme i Tingbjerg. Hvis denne kamp vindes kan Brønshøj selv afgøre det hele, når de søndag d. 1. november kl. 11.45, på udebane, møder rækkens pt. nr. 10, og næstsidst, FC Amouhlal.

BB7M-Kløvermarken, 20.10.15 Holdfoto