Mindeord om Leif Thorup

IMG_1042
IMG_1578

Mindeord om Leif Thorup

Det var med stor sorg, vi den 16. august modtog det triste budskab, at Leif Thorup pludselig i en alder af 68 år, var afgået ved døden.

Leif var mest kendt i klubben under sit populære kælenavn Leif ”Tuborg”. Et kælenavn han ifølge familien fik, da han altid blev sendt ned for at købe Grøn Tuborg til sin far Aage. Leifs løn for dette var en lille slurk af faderens Tuborg.

Hans tilknytning til klubben begyndte med baggrund i stoltheden over hans storebror Børge´s store karriere i Brønshøj Boldklub, og hans senere karriere på Landsholdet og i Skotland, hvor han i dag er bosiddende med sin familie.

Leif var ikke aktiv på fodboldbanen, men til gengæld var han en kendt og populær person i klubben, hvor han blandt andet i perioden 2003 til og med 2006, var holdleder for henholdsvis vort 2. og 3. hold. Desuden var han i adskillige år grillmester i det populære Hvepseteam, som bl.a. servicerer tilskuerne i forbindelse med Divisionsholdets hjemmekampe på Tingbjerg Ground. Leif var i mange år også et kendt ansigt bag skranken i restaurationen.

Af hædersbevisninger har Leif modtaget klubbens hædersemblem, samt ”Carlo Jensens Mindepokal” fra støtteforeningen Drabanterne.

Leif var ugift, og satte stor pris på at rejse. Bl.a. havde han inden sin død booket rejse i september, for at opleve The Benidorm Palace store show sammen med sin bror Børge og i januar 2017 en rejse til Kina for at opleve det kinesiske nytår.

Leif var ansat i HK København gennem adskillige år og ved sin død, på en seniorordning nogle få dage om måneden.

Vore tanker og medfølelse går til de to nulevende søskende Aase og Børge samt deres familier.I Brønshøj Boldklub har vi mistet en ægte og populær klubkammerat.

Æret være Leif Thorups minde.

Leif bisættes tirsdag d. 6. september kl. 11.00 fra Brønshøj Kirke.
Efter bisættelsen vil der være øl/vand sandwich i selskabslokalet på Frederikssundsvej 115. 

f. Brønshøj Boldklub
Finn Ryberg