Flot præstation af U17

U17 fejrer 2. pladsen ved Costa Brava Cup

Vores U17-hold har tilbragt efterårsferien i Barcelona. Lørdag den 12. oktober om morgen trillede U17-holdet afsted i bus mod Barcelona. Her skulle de unge hvepse deltage i Costa Brava Cup, og de gjorde det så godt, at de tog sig af 2. pladsen samtidig med, at de fik nogle fede oplevelser.

Du kan læse meget mere om turen på Brønshøj U17’s egen Facebook-side: https://www.facebook.com/BroenshoejBKU17ogU16/

U17 på vej til Barcelona

Mandag den 14. oktober gjaldt det så første kamp mod et tysk hold fra Berlin. Her blev det til et 0-1 nederlag til vores unge hvepse efter en præstation, som træner Ali Al-Ansari ikke var helt tilfreds med.

Dagen efter stod den så på hele to opgør for U17-spillerne. Første kamp var mod et polsk hold, hvor der var godt gang i det fysiske spil. Det var en kamp, hvor Brønshøj var bedst og også kunne tage en fortjent 2-0 sejr takket være mål af Mamadou Alfa Bah, der scorede begge kasser.

Tre kvarter senere var der så kamp mod franske Saint Louis Saumur. Hvepsene kom foran både 1-0 og 2-0 ved Yunus og Ayub, inden franskmændene fik reduceret til. Brønshøj fik dog muligheden for at gøre det til 3-1 inden pausen, men straffesparket blev brændt. Kort før tid fik franskmændene straffe, som de scorede på til slutstillingen 2-2.

Tidligt oppe og klar til kamp

Onsdag den 16. oktober skulle de unge hvepse op imod endnu et tysk hold. Og det var med et Brønshøj-mandskab i hopla. Det blev både til 1-0, 2-0 og 3-0 ved hhv. Mamadou Alfa Bah, Dadi og Amir, inden tyskerne fik reduceret til slutresultatet 3-1.

Den 17. oktober stod på hele tre kampe. Først gjaldt det to kampe i gruppespillet, som begge blev vundet. Her blev et polsk hold besejret 2-1 og det blev også til en 2-1 sejr over danske Kokkedal.

Dette betød, at U17-drengene skulle ud i en finalekamp mod franske Saint Louis Saumur, som de tidligere havde spillet 2-2 med.

Det blev en lige kamp mod franskmændene, og de unge hvepse viste, at kondien er på superhelte-niveau. Det var nemlig deres tre kamp på en dag.

Klar til kamp

Det var dog franskmændene, som fik bragt sig foran 1-0, men lige inden pausen fik Ahmed udlignet til 1-1. I 2. halvleg fik franskmændene et straffespark, men Brønshøjs stærke målmand Mathias Munch snuppede straffesparket.

Da den ordinære tid sluttede, stod det stadig 1-1, skulle det hele afgøres med en straffesparkskonkurrence. Denne blev først afgjort ved det sjette spark. Desværre var det franskmændene, som trak det længste strå og kunne lade sig hylde som vindere af Costa Brava Cup.

Pokalen for at blive nr. 2

Men en ekstrem flot præstation af U17-holdet, som tog en flot 2. plads efter syv gode kampe i Barcelona.

Træner Ali Al-Ansari havde følgende at sige om turen:

- Alle... Inklusiv mig selv kan sige en masse om disse teenagedrenge, som langt fra altid er de skarpeste knive i køkkenskuffen, men men men... Når det kommer til fodbold, og når det kommer til fight og vilje, så har de noget som man skal lede længe efter for at finde.

- At blive udfordret både mentalt og især fysisk på den måde, som holdet blev udfordret i Barcelona er ikke normalt, og overhovedet ikke noget som alle drenge ville kunne overvinde.

- Jeg har mange gang rost de her drenge, og mange gange været stolt af dem og måske endnu flere gange råbt ad dem. Men den stolthed jeg havde for dem til denne finale, overskygger samtlige positive og negative oplevelser samt erfaringer.

Til spillerne sagde Ali følgende til spillerne:

- I var fandeme seje ALLE SAMMEN, og jeres familier skal være stolte over jeres præstation på banen. Alle 15 drenge spillede en vigtig rolle, både på og udenfor banen og generelt på hele fodboldrejsen.