12 mål og flot spil af U12-pigerne

U12-pigerne

Brønshøjs nyeste skud på stammen, pigerne på U12, har som alle andre ligget stille uden kampe siden marts. Det var dog ikke til at se, da Husums piger kom på besøg til træningskamp.

Med syv mål inden pausen og fem mål efter var der ikke meget spænding, især fordi Husum ved pausen kun havde fået en enkelt scoring, og kampen endte 12-2.

U12 klar til afslutning

Pigerne spillede flot fodbold med masser af kombinationer både over fløjene og ind gennem midten. Specielt var det tydeligt, at pigerne forstod at udnytte bredden i banen og spille bolden hele vejen fra forsvaret og op til Husums mål, hvor gæsternes forsvar havde svært ved at matche sammenspillet og driblingerne fra Brønshøjs spillere.

Det nye pigehold var tilmeldt A-rækken under DBU-København, men de nåede kun en enkelt kamp, inden nedlukningen i marts. Ved den lejlighed blev det til en sejr på 8-1. Dermed er det samlet set blevet til to sejre og en målscore på 20-3 for det nye hold.

Selvom det næppe er muligt at holde det tempo videre frem, ser det lovende ud for efterårets turnering. Det har under alle omstændigheder været en rigtig god start for den nye satsning på pige- og damefodbold i Brønshøj.

Godt drev med bolden