Orientering i forbindelse med kampen Brønshøj-Avarta lørdag den 14. marts kl. 15.00

Corona

Med reference til Coronavirus (covid-19) har Divisionsforeningen påbudt 2. Divisionsklubberne, at vi selvfølgelig skal følge Statsministeriets anbefaling om, at der maksimalt må være 1000 tilskuere til begivenheder, der afvikles i løbet af marts måned.

Konsekvenserne af dette påbud er, at vi på dagen nøje følger antallet af tilskuere via tælleapparaterne og såfremt vi rammer tilskuer nr. 1000 vil yderligere tilskuere ej få adgang til stadion. Det anbefales at tilskuerne fordeler sig godt rundt på hele stadion.

Sundhedsmæssige foranstaltninger:
I forbindelse med kampen skal alle klubber sikre, at man ikke giver hånd på stadion – det gælder spillere, dommere og alle andre tilstedeværende på Stadion. Det planlagte klub 100 optaktsarrangement aflyses.I dagens anledning vil der blive solgt dåseøl, da vi har valgt ikke at servere fadøl.

I vil opleve at der bliver stillet håndsprit til rådighed flere steder på stadion. Vi opfordrer alle til at passe godt på hinanden – føler du dig sløj på kampdagen forventer vi du bliver hjemme. Skal du nyse eller hoste – vis hensyn!

På Stadion og i klubhuset anbefaler vi, at du løbende sørger for hyppig, grundig håndvask og afspritning af dine hænder.

Dennis Kjeldsen
Adm. direktør
Brønshøj Boldklub