Optakt: Topopgør i Tingbjerg

Kevin mod Middelfart
Brønshøj Boldklub
1 - 2
1 - 2
Middelfart BK
8' Kim Elgaard
27' Mads Rønne
45' Søren Andreasen
64' Dawda Ngum
79' Lasse Thomsen
90' Kevin Bechmann Timm
90' Casper Radza
lør. 27. okt 2018

Der var topbrag i dag i Tingbjerg, da det var kampen mellem nummer 1 og 2 i puljen. Brønshøj kunne havde erobret førstepladsen med en sejr, men det blev fynske Middelfart, der tog alle tre point med en 2-1 sejr. Mads Rønne scorede Brønshøjs enlige mål.

Det gælder kampen om førstepladsen, når fynske Middelfart gæster Tingbjerg Ground på lørdag. En førsteplads, som Brønshøj kan overtage med en sejr. Udover sejren, så jagter hvepsene også revanche for nederlaget tidligere på sæsonen.

Det bliver også en kamp mellem de to mest scorerende hold i Øst-puljen. Tilsammen har Brønshøj og Middelfart scoret 52 mål - 29 til hvepsene og 23 til Middelfart - og begge hold har også nogle giftige folk oppe i front, så muligheden for et målrigt opgør er til stede.

Så kom ud til Tingbjerg Ground på lørdag og støt spillerne, så de kan banke flere bolde i kassen end de fynske gæster. Men skulle du være forhindret i at komme ud og opleve topopgøret, så liveopdaterer vi kampen på Twitter og livestreamer den på Mycujoo.

De fantastiske fans

Seneste kamp
Brønshøj gæstede hjemmestærke HIK i lørdags, og her det lykkedes det for sjette gang i træk at komme fra Gentofte med point.

HIK kom foran 1-0, da Lucas Haren kom til baglinjen og fik spillet bolden på tværs. Her var Dawda Ngum uheldig, da han kom til at sende bolden i eget net. Det første Brønshøj-selvmål i tre år.

I 2. halvleg brændte HIK nogle store chancer, men det var Brønshøj, der fik udlignet. Kevin lagde en sukkerbold til Mads Rønne, der hamrede til bolden første gang og sendte kuglen i kassen. Målet gav hvepsene mod på mere, men der faldt ikke flere mål i kampen, der endte 1-1.

Du kan læse hvad Mads Rønne havde at sige på HIK-kampen her.

19.10.18, HIK-BB: Rønne skal til at banke bolden i mål

Modstanderen
Ifølge Brønshøj Boldklubs officielle statistik mødtes de to hold for første gang for 43 år siden. Her blev kampen spillet i Vanløse Idrætspark, og hvepsene vandt 1-0 på mål af Per Jespersen. Begge hold endte med at rykke ned i 3. division den sæson, men året efter mødtes de igen, og her rykkede Brønshøj tilbage i 2. division, mens Middelfart måtte en tur ned i Danmarksserien.

Sidste gang de to hold mødtes endte det med en 3-1 sejr til Middelfart på Fyn. Middelfart kom foran både 1-0 og 2-0, inden Kevin fik reduceret. I slutminutterne satsede Brønshøj på en udligning, og det gav en omstilling til Middelfart, der gjorde det til 3-1. Seneste møde mellem de to hold i Tingbjerg fandt sted 11. juni 2016. Her tog hvepsene en 3-1 sejr efter 1-1 ved pausen. Jabar Sharza, Daniel Anusic og Malte Kiilerich scorede målene for Brønshøj.

Anusic' mål mod Middelfart i 2016

I alt er det blevet til syv kampe mellem de to hold med seks sejre til Brønshøj og en sejr til Middelfart. Målscoreren siger 15-8 i Brønshøjs favør.

I ligaen har Middelfart vist sig særdeles formstærke, men efter syv kampe i træk uden nederlag måtte de forlade banen med nul point, da de tabte 1-2 hjemme til formstærke Avarta. Men Middelfart har været stærkere ude end hjemme denne sæson. I de seks udekampe, de indtil videre har spillet, er det blevet til fem sejre og en enkelt uafgjort.

Middelfart har masser af profiler i truppen, bl.a. den tidligere hveps Sebastian Dalgaard og de to målfarlige spillere Søren Andreasen og Casper Johansen. De to sidstnævnte har i denne sæson stået for 13 af Middelfarts 23 mål.

01.09.18: Middelfart-BB Sebastian Dalgaard

Dommertrio
Det bliver Simon Rosenlund, der skal dømme kampen. På sidelinjerne får han hjælp af Ulrik Gøtze og Nicki Nordlund Hansen.

Kevin: Fyldt med selvtillid
Niels Bjørn Hansen har taget en snak med Kevin Bechmann Timm om kampen på lørdag og om at lægge i toppen.

- Vi er klar til topkamp mod Middelfart, og jeg føler, at vi som tophold kan præstere frit. Vi er det hold, der har scoret flest mål i 2. divisions gruppe 2, og det er sjovere og mere fedt at spille fodbold, når kampen ender 4-3 end når den slutter med 1-0, siger Kevin.

Kevin, der i sidste sæson var topscorer for hvepsene, måtte vente indtil femte runde med sin første sæsonscoring. Siden da er det blevet til yderligere fem scoring, men Kevin håber på mange flere. De kommer med garanti også, da holdet er fyldt med selvtillid i øjeblikket.

- Det kneb lidt i starten af turneringen med at score mål, men nu er jeg kommet efter det og føler, at både jeg og holdet er ovenpå. Vi har et højt niveau både til træning og kampe, og det giver en god portion selvtillid til kampene på banen, fortsætter Bechmann Timm.

Kevin mod HIK

Kevin og resten af Brønshøj-mandskabet jagter revanchen på lørdag efter 1-3 nederlaget i Middelfart, og på hjemmebanen tror Kevin da også på en sejr.

- I Middelfart spillede vi på deres præmisser og gjorde nogle forfærdelige ting i den kamp. Nu er de på vores hjemmebane, hvor vi gør det rigtigt svært for dem. På Tingbjerg Ground får vi den ekstra gejst, og de kommer ud at løbe. Efter min mening er vi det bedste hold, og det vil vi vise i dag, hvor vi slår fynboerne på Tingbjerg Ground, slutter den 29-årige angriber.

Du kan læse det fulde interview med Kevin i det flotte kampprogram, der kan købes for blot 20 kr. inde på stadion på kampdagen. I kampprogrammet kan du også læse et interview med Oskar Tranberg, der fortæller om sin skadesituation. Derudover har du også ved køb af kampprogrammet mulighed for at vinde 2 billetter til landskampen mellem Danmark og Irland i Nations League.