Optakt: Sejrshungrende hvepse

Holse i aktion
Brønshøj Boldklub
2 - 2
1 - 1
Hillerød
20' Jonathan Witt
33' Nikolaj Kristensen
35' Aske José Victor
37' Kevin Bechmann Timm
55' Lasse Spaniel
62' Oscar Buch
77' Mads Rønne
ons. 31. okt 2018

Der skete masser af ting i aftens kamp mod Hillerød, der havde hentet ti point i deres fire sidste kampe. Dommerne måtte lade sig udskifte pga. en skade og der blev scoret fire mål - to af hvert hold. Hillerød havde ellers chancerne til mere, men misbrugte flere store muligheder. Kevin Bechmann Timm og Oscar Buch scorede for Brønshøj.

De sidste tre kampe har kun kastet to point af sig, så det er en flok sejrshungrende hvepse, der indtager banen i morgen, hvor Hillerød gæster Tingbjerg Ground. En sejr vil også sende Brønshøj op på 2. pladsen og øge afstanden til 7. pladsen.

Brønshøj ligger stadig godt til i kampen om en plads i forårets oprykningsspil, men det er tæt i 2. divisions pulje 2, hvor der kun er seks point mellem nummer 2 og nummer 9. Hvepsene har derfor brug for en sejr for at holde fast i deres gode placering, mens Hillerød vil kæmpe hårdt for en sejr, der kan sende dem ind i top seks.

Der er derfor brug for alt den støtte, som kan mønstres. Så glem aftensmaden derhjemme og kom i stedet for ud til Tingbjerg Ground og nyd en hvepsebørge, mens du skråler din støtte ind til spillerne fra tribunen. Men skulle du være forhindret, så liveopdaterer vi som sædvanligt på Twitter og livestreamer kampen på Mycujoo.

Fansene mod Hillerød

Seneste kamp
Førstepladsen glippede, da det endte med et hjemmebanenederlag mod fynske Middelfart.

Brønshøj spillede ikke nogen god 1. halvleg, der var præget af en del fejlafleveringer. Dette var med til at give Middelfart en del farlige chancer. Det var dog på en dødbold, at de bragte sig foran, da Kim Elgaard sparkede et frispark direkte i mål. Mads Rønne fik udlignet til 1-1 godt halvvejs i 1. halvleg, da han blev spillet helt fri.

Men i 1. halvlegs overtid koksede det i hvepsedefensive, og det udnyttede Søren Andreasen til at gøre det til 2-1. Brønshøj havde deres muligheder i 2. halvleg, men kunne ikke få bolden i kassen. Det endte derfor med et 1-2 nederlag hjemme mod rækkens førerhold.

27.10.18, BB-Middelfart: Middelfart kommer foran 2-1

Modstanderen
Det er ikke blevet til mange kampe mod Hillerød på trods af, at klubben har eksisteret siden 1937. I følge Brønshøj Boldklubs statistik er det kun blevet til tre kampe, som alle er blevet vundet med en samlet målscore på 5-1. Især Kevin Bechmann Timm har været glad for møderne med Hillerød, da han har stået for tre af de fem mål. Mads Rønne og Christoffer Boateng har scoret de to sidste.

Grunden til, at det ikke er blevet til mange kampe mellem Hillerød og Brønshøj, skyldes, at Hillerød først rykkede op i divisionerne i sidste sæson. Tilbage i 2012-2013 lå de i landets 6. bedste række, serie 1, så det er gået stærkt for det nordsjællandske mandskab.

Hillerød er inde i en god stime, der har kastet ti point af sig i de sidste fire kampe. I deres seneste kamp tog de til Valby og fik en 2-1 sejr ude mod Frem. Hillerød har dermed spillet sig tilbage i kampen om en placering i top seks. Og det er endda sket uden, at deres topscorer fra sidste sæson, Tobias Vistisen Andersen, er kommet på tavlen.

Faktisk er han ikke kommet på måltavlen siden sjette runde, og det håber vi selvfølgelig heller ikke, at han kommer i morgen. Men der skal også holdes øje med Lasse Spaniel og Christopher Jakobsen, der begge har scoret to mål hver i de sidste fire kampe.

Mål mod Hillerød

Dommertrio
Tinna Høj Christensen kommer til at dømme kampen mellem de to hold, og på sidelinjerne får hun hjælp af Mikkel Bredsgaard Randers og Morten Christoffersen.

Anton Holse
Forsvar 4
Anton Holse

Holse: Rart at være tilbage
Niels Bjørn Hansen har taget en snak med Anton Holse om kampen i morgen og om at være tilbage efter en lyskeskade.

- Det er rart at være tilbage på holdet. Skaden er blevet behandlet kombineret med daglig styrketræning, så nu er jeg fit for fight, siger Holse.

Anton Holse har spillet størstedelen af sine kampe for Brønshøj som venstreback, men i de to seneste opgør har han været at finde i det centrale forsvar. En position, der, i følge ham selv, er hans favoritposition. Han blev da også kåret til kampens spiller af fansene bagefter.

- Jeg synes bedst om at være midterforsvarer. Og det var dejligt at blive anerkendt for sin indsats og få et sådant skulderklap (kåring til kampens spiller, red.) efter at have været ude i lang tid, fortsætter Anton.

I morgen gælder det som bekendt Hillerød. Anton forventer ikke nogen nem kamp, men har stor tiltro til, at hvepsene kan hente alle tre point på hjemmebanen.

- Der er ingen nemme kampe i 2. division. Men vi er klar, og vi vil spille op til vores bedste. Vi skal vise, at vi er bedre end dem, og vi ved, at Tingbjerg Ground er et svært sted at spille for udeholdene. Vi har en fantastisk opbakning fra vores fans, så vi tager sejren og de tre point, slutter den 21-årige forsvarsspiller.

Du kan læse det fulde interview med Anton Holse i det flotte kampprogram, som kan købes for blot 20 kr. inde på stadion på selve kampdagen. I kampprogrammet kan du også læse et interview med Oscar Buch, der bl.a. fortæller om sin sæson indtil videre.

Holse er klar til kamp