Optakt: Nu starter foråret

Jamil i løb
Næsby
3 - 1
1 - 1
Brønshøj Boldklub
6' Kasper Dreyer
19' Andreas Bock
25' Kevin Bechmann Timm
30' Martin Lund
39' Pelle Weber
44' Oskar Tranberg
44' Mads Rønne
56' Nicklas Stokholm
75' Mads Rønne
78' Jamil Fearrington
80' Martin Lund
89' Cem Vardar
lør. 17. marts 2018

Stor ros til supporterne der i dag havde trodset vinden og kulden for at støtte holdet - fantastisk indsats. Desværre var det ikke nok, da det endte med et 1-3 nederlag i forårspremieren. Brønshøjs enlige målscorer blev debutant Mads Rønne.

Efter over fire måneders vinterpause er det igen blev tid til Divisionsfodbold, når turen i morgen går til Fyn. Her lægger Næsby kunstgræs til forårets første opgør, hvor det er vigtigt at få tre point og en god start. Nederst i optakten kan du læse, hvad anføreren har at sige om kampen i morgen.

Vi håber på, at mange af jer vil tage nogle timer ud af kalenderen og komme til Fyn for at støtte holdet. En bustur er blevet arrangeret af Hvepsene Support, og der er stadig ledige pladser i bussen. Du kan finde mere info om turen, og hvordan du tilmelder dig her.

Men skulle du ikke have mulighed for at tage til Fyn, så liveopdaterer vi som sædvanligt på Twitter. Husk, at du ikke behøver at have en konto for at kunne følge med i liveopdateringerne. Derudover så har Næsby meddelt, at de livestreamer kampen på Mycujoo. Lige så snart linket foreligger på Mycujoo giver vi besked via Facebook og Twitter.

BB-Greve, 10.03.18 Rejnhold bringer BB foran 1-0

Hvad er sket i vinterpausen

Der er blevet spillet de sædvanlige træningskampe, hvor holdet har gjort en god figur i mange af kampene. Bl.a. blev det til en tæt kamp mod Næstved fra oprykningsspillet og en god indsats mod Greve, som Brønshøj skal møde senere i i foråret.

På spillersiden er der blevet sagt farvel til Frederik Lorenzen, Johan Gårdsvoll, Murtaza Mehdi Raza, Victor Guldbrandsen og Zakaria El-Ouaz. Ind er kommet Andreas Lissau fra FC Roskilde, Anton Holse fra TB/FC Suduroy/Royn og Mads Rønne fra Aarhus Fremad. Og vi glæder os til at se de nye kræfter i aktion.

Lissau, Holse og Rønne

Andreas Lissau (tv.), Anton Holse (midten) og Mads Rønne (th.)

Modstanderen
Næsby er en af de mere rutinerede klubber i 2. division, da det er deres 14. sæson i træk i Danmarksturneringens tredjebedste række, siden oprykningen i sæsonen 2003/04.

Brønshøj Boldklubs officielle statistik viser, at det er et stykke tid siden, Brønshøj sidst har mødt Næsby. Vi skal tilbage til den 13. juni 1984, hvor det første og eneste opgør mellem de to hold blev spillet. Det var i Carlsberg Cup, og kampen blev spillet i Tingbjerg Idrætspark. Brønshøj vandt 6-1, og kampen er nok mest kendt for, at en 17-årig Bent "Turbo" Christensen, der også scorede to mål i kampen, fik sin debut for hvepsene. Udover Turbo Bent, så var Kent Nielsen, som netop af blevet optaget i Wall of Fame, også med i kampen.

Næsby har noget af et bjerg at bestige i foråret, hvor de har taget nul point med over i kvalifikationsspillet. De indtager derfor sidstepladsen med ni point op til redning. Men fynboerne skal ikke undervurderes. Og de har en stor tro på, at de kan sikre sig endnu en sæson i 2. division.

Næsby fik i november 2017 en ny cheftræner, og desuden har de hentet en del nye spillere ind for at sikre redningen. Men det bliver spændt at se, om de har fået spillet holdet sammen. Uanset hvad, så skal Brønshøj-spillerne går ind i kampen med en indstilling og vilje om at kæmpe igennem hele kampen og ikke tage noget for givet.

Spillested
Kampen skulle oprindeligt var spillet i Tingbjerg Idrætspark, men pga. vejret, så skal kampen spilles på kunststofbanen bag ved Næsby Stadion på adressen Stærevej 31, 5270 Odense N.

Dommertrio
Det bliver Tinna Høj Christensen, der skal dømme vores første divisionskamp i foråret 2018. På sidelinjerne får hun hjælp af Elvis Boric og Henrik Hansen.

Jamil med High-five

Vi har noget at bevise
Vi har i forbindelse med forårets første kamp snakket med anfører Jamil Fearrington, som ser frem til igen at spille om point.

- Vi glæder os enormt meget til at komme i gang igen. Det er kulminationen på en lang og sur vinteropstart. Pga. den seneste svage halvsæson, føler vi også, at vi har noget at bevise. Og lidt at betale tilbage til vores fans, siger Jamil.

Brønshøj befinder sig på 8. pladsen lige over nedrykningsstregen med ni point - tre point ned til VSK Aarhus på 9. pladsen. Anføreren har da også en klar forventning til foråret.

- Vi skal hurtigt muligt lægge afstand til stregen, og så må vi tage den derfra. Vi bør være stærke nok til at få mange point, fortsætter Fearrington.

Kamp i sneen

Der er som nævnt tidligere blevet spillet en række træningskampe i en lang opstartsperiode, der allerede startede i midten af januar. Jamil fortæller da også, at vinteren ikke er den sjoveste tid at være fodboldspiller i.

- Tror vi alle kan være enige om, at vinteren har varet lige længe nok, så der er jo ikke nogen tvivl om, at det generelt er en sur tid for fodboldspillere med frosne tæer og vindblæste ansigter, men når det er sagt, så er der blevet arbejdet stenhårdt. Specielt på den fysiske form. Vi har desværre også været ramt af den verserende influenza-epedemi, og en del småskader. Men folk ser fit ud. Vi har løbet enormt meget, så det bør forhåbentlig kunne ses, når der bliver fløjtet op til kamp, fortæller Jamil.

To af de nye spillere har været at finde i divisionerne i et stykke tid, og Fearrington er da heller ikke i tvivl om, hvad de kan bidrage med.

- De nye kan først og fremmest bidrage med en masse rutine. Både Rønne og Lissau har jo mange divisionskampe på CV'et, og så er begge spillere, der bidrager med mål og assists, siger den 31-årige forsvarsspiller.

Jamil med tackling

Mht. kampen mod Næsby, så tror Jamil ikke på en køn kamp, men han kan dog love en ting.

- Jeg ved af erfaring, at premieren ofte bliver en rodet affære, men en ting kan jeg i hvert fald love. Vi kommer til at kæmpe røven ud af bukserne for hver en meter. Så må vi se, hvad det rækker til efter 90 minutter plus det løse. Vi håber også, at vi har en masse hvepse i ryggen på lægterne, selvom kampen måtte rykkes til Fyn. Men det er blot et af de bump, man rammer på vej mod det europæiske kontinent, slutter anføreren af med et smil.