Optakt: Gratis adgang

Gratis adgang mod JFC
Brønshøj Boldklub
3 - 1
3 - 1
Jammerbugt FC
13' Viktor Ahlmann
21' Kevin Bechmann Timm
26' Kevin Bechmann Timm
29' Oscar Buch
man. 22. april 2019

Den stod på godt vejr, sejr og comeback til Oskar Tranberg, da vi sejlede over Den Blå Bølge (Jammerbugt FC’s kælenavn) med en 3-1 sejr i oprykningsspillets første kamp. Viktor Ahlmann scorede for gæsterne, mens Kevin Bechmann (2 mål) og Oscar Buch stod for vores scoringer.

Vi er i påskehumør og giver derfor gratis adgang til alle, når Jammerbugt FC kommer på besøg i morgen.

Et nyt kapitel i sæsonen indledes, da kampen mod Jammerbugt FC vil være den første i oprykningsspillet. Det vil samtidig være første gang i denne sæson, at vi møder et hold fra den anden side af Lillebælt, og det bliver spændende at se, hvordan styrkeforholdet er mellem holdene fra Øst- og Vest-puljen.

Der venter 11 kampe i oprykningsspillet og med 10 point op til 2. pladsen, kan oprykningen se ud til at være langt væk. Men der er 33 point at spille om, og intet er afgjort endnu. Så vi håber, at spillerne giver den alt hvad de har i morgen. Det vil nemlig også være en mulighed for at få vendt den dårlige stime uden sejre i de sidste fire kampe.

Og så håber vi selvfølgelig også på at se mange af Danmarks Smukkest på plads i morgen, når vi nu byder på oprykningsspil, gratis adgang og godt vejr.

Men skulle du være forhindret, så livekommenterer vi kampen på Twitter og livestreamer kampen på Mycujoo.

De fantastiske fans

Rønne: Vise, at vi kan slå jyderne
Niels Bjørn Hansen har snakket med Mads Rønne om kampen mod Jammerbugt FC, om fansene og om oprykningsspillet.

- Vi er kommet i oprykningspillet, og nu skal vi ud og vise, at vi kan slå jyderne. Vi kan spille frit, og det er vigtigt med nogle sejre, så vi kan komme tættere på de jyske hold i toppen, siger Rønne.

I sidste sæson reddede vi først livet i 2. division i sidste kamp, da det blev til en 5-1 sejr over Greve. Denne sæson har heldigvis været mere succesfuld. Ifølge Rønne er der heller ikke samme pres på, som tilfældet var i sidste sæson.

- Der ligger nu 11 kampe og venter i oprykningsspillet. De kampe skal vi gå ud og nyde. Vi har ikke en pistol for panden som sidste forår, hvor det gjaldt om at holde sig fri af nedrykningsstregen, og sejrene kom da også efterhånden, så vi undgik nedrykning her op til klubbens 100-års jubilæum. Vi vil gerne vise, at vi er et godt hold, og vi har da også scoret mange mål, fortsætter Mads.

I morgen gælder det som bekendt Jammerbugt FC. Et hold, som vi ikke har mødt i over fire år. Rønne indrømmer da også, at kendskabet til vendelboerne ikke er det største, men tror på alle tre point på hjemmebanen.

- Jeg kender ikke rigtig noget til holdet. Men det er et hold, som vi skal slå, hvis vi vil være med i den sjove ende af oprykningsspillet. De får en overraskelse, når de kommer her på Tingbjerg ground. Det bliver en rigtig vigtig kamp, som vi gerne skulle vinde. Vi vil kæmpe stenhårdt for sejren og de vigtige tre point, slutter Mads.

Du kan læse det fulde interview med Mads Rønne samt meget mere, bl.a. et interview med Anders Qvist, i det flotte kampprogram, som kan købes for blot 20 kr. inde på stadion på selve kampdagen.

Rønne i aktion for hvepsene

Seneste kamp
Den stod på mosederby i grundspillets sidste runde. Vi spillede en god 1. halvleg, men tabte det hele på gulvet i de to første minutter i 2. halvleg ude mod AB.

Vi skabte rigtig mange farlige situationer i 1. halvleg samtidig med, at det lykkedes at holde AB fra chancer. Og selvom stillingen var 0-0 ved pausen, så havde man en god fornemmelse.

Denne fornemmelse forsvandt dog hurtigt, da AB fik scoret to mål i 2. halvlegs første to minutter. Flere mål blev der ikke scoret i kampen, og det endte derfor med et 0-2 nederlag foran en ellers fænomenal opbakning fra Danmark Smukkest.

13.04.19, AB-BB: Nederlag i Gladsaxe

Modstanderen
Jammerbugt FC’s historie startede den 27. august 1973, da Kaas Idrætsforening og Pandrup Boldklub gik sammen og skabte Jetsmark Idrætsforening. Jetsmark var for første gang i deres historie en del af divisionerne i sæsonen 2002/03, og har været der lige siden. 1. juli 2008 skiftede de navn til Blokhus FC og fra sæsonen 2013/14 tog de deres nuværende navn.

Vores sidste møde med Jammerbugt FC var den 28. oktober 2014 i 3. runde i pokalturneringen. Her var vi tidligt oppe, da kampen skulle spilles kl. 14 på Sparekassen Vendsyssel Arena i Pandrup. En lille folk trofaste hvepsesupportere fik noget at juble over efter 67 minutter, da Oke Akpoveta gjorde det til 1-0. Og med et kvarter igen blev det også 2-0, da målmand Mikkel Møller fik skubbet et indlæg ind i eget net. Dermed var vi klar til 4. runde i pokalturneringen med en 2-0 sejr.

Okes mål til 1-0 mod JFC

Derudover har vi mødt dem, da de hed Blokhus FC. Det var i sæsonen 2011/12 i 1. division. Den 17. september 2011 vandt vi 2-1 på hjemmebanen takket være mål af Lasse Fosgaard og Mads Ibenfeldt. Og da turen gik til Vendsyssel vandt vi 2-0 på mål af Simon Bræmer og Jesper Christjansen.

Kigger vi på denne sæson, så havde Jammerbugt FC et godt efterår, men har haft et blandet forår med to sejre, en uafgjort og tre nederlag. De sluttede på 4. pladsen i Vest-puljen med 39 point. Topscorere for dem er Viktor Ahlmann og Sea Gavranovic, der begge har scoret otte mål i denne sæson.

I deres seneste kamp var de på vej mod tre point, men bundproppen fra Kjellerup fik vendt det hele på hovedet i 2. halvleg og kunne tage en 3-2 sejr. Inden den kamp, havde de tabt 0-1 hjemme mod Kolding IF. Der venter os derfor et sejrshungrende Jammerbugt-hold i morgen.

Karantæner
Vi må undvære Dawda Ngum, der skal afsone en spilledags karantæne efter at have modtagt et gult kort i udekampe mod AB.

Dommertrio
Kampens dommer bliver Casper Thorsøe Jr., og linjedommerne vil være Deniz Yurdakul og Morten Lønskov.