Optakt: Dobbelt op på sort og gult i Aarhus

Måltavlen i Riisvangen
Aarhus Fremad
2 - 1
0 - 1
Brønshøj Boldklub
13' Andreas Damgaard
19' Philip Rejnhold
37' Jacob Berthelsen
42' Philip Rejnhold
54' Anton Holse
70' Asger Hausted
70' Oscar Buch
77' Andreas Damgaard
79' Frederik Høgh Jensen
lør. 21. april 2018

Det virkede som om, at det var Brønshøjs dag i dag, da træværket reddede Brønshøj to gange, og Aarhus Fremad forærede hvepsene et mål. Men på 2 minutter i 2. halvleg fik aarhusianerne vendt det hele på hovedet med to mål.

På lørdag går turen til sidste års europæiske kulturhovedstad, Aarhus. Her skal Brønshøj forsøge at hente forårets første sejr, når de gæster Riisvangen, hvor Aarhus Fremad venter.

Selvom sejren ikke er kommet endnu, og hvepsene ligger på den forkerte side af nedrykningsstregen, så kan de stadig selv afgøre det. Der er nemlig kun et point op til 8. pladsen. Brønshøj har dog gjort det svært for sig selv, ved ikke at have været foran i foråret. Chancerne og spillet har ellers været der, men boldene bliver ganske enkelt ikke sparket ind. Det positive er dog, at Brønshøj i de sidste fire kampe har formået at komme tilbage og få point ud af kampen, på trods af at være kommet bagud.

Når det endelig lykkedes Brønshøj at komme foran, så tror vi også, at der sker en forandring på holdet, og så kommer sejrene. Dette vil du vel ikke gå glip af, så tag bilen, toget, bussen eller hvad dit foretrukne transportmiddel nu er, og kom til Aarhus for at støtte holdet.

Men skulle du ikke finde tiden til at komme til Aarhus, så livekommenterer vi kampen på Twitter, og Aarhus Fremad livestreamer kampen via Mycujoo.

BB-Lyseng, 14.04.18 Kevin udligner til 1-1

Seneste kamp
Brønshøj havde besøg fra den sydlige del af Aarhus i lørdags, da Lyseng gæstede Tingbjerg Idrætspark. Brønshøj var dominerende, men formåede ikke at udnytte de store chancer, som de skabte i 1. halvleg. Efter en af disse store muligheder slog Lyseng kontra og scorede på deres første reelle chance i kampen, da Frederik Normann sparkede bolden ind bag en chanceløs Kasper Vilfort.

Brønshøj kom ikke blæsende ud til 2. halvleg, men efterhånden begyndte de at lægge et pres på Lyseng. Men de mange høje indlæg, som Brønshøj sendte ind i feltet, voldte ikke Lysengs defensiv nogen problemer. Det var da også et fladt indlæg, der gav en Brønshøj-scoring. Oskar Tranberg sendte den ind til Kevin Bechmann Timm, der sparkede første gang og sendte kuglen i kassen. På trods af et stort pres i kampens sidste del, endte det 1-1.

Modstanderen
Aarhus Fremad spillede deres to første kampe på kunst, pga. den lange vinter, men i sidste uge var de tilbage på græs. Her mødte de B93, hvor det frem til det 82. minut stod 0-0. Den stilling fandt hjemmeholdets Mathias Nygaard Kristensen sig ikke i og gjorde det til 1-0. Fire minutter senere fik B93 udlignet ved Jack Tudborg Wander til slutstillingen 1-1.

Hjørnebanden fra Aarhus Fremad

Ifølge Brønshøj Boldklubs officielle statistik er det blevet til 14 opgør mod Aarhus Fremad, som i en periode også gik under navnet FC Aarhus. Her er det blevet til 6 sejre, 4 uafgjorte og 4 nederlag. Brønshøj har dog haft det svært, når de har gæstet Riisvangen, hvor det er blevet til nederlag i de seneste tre besøg. Sidst det lykkedes at komme fra Riisvangen med alle tre point var den 22. juni 2003, hvor det blev til en 4-3 sejr takket være mål af Patrick Tronborg (2 styks), Kasper Pilmark og et Aarhus Fremad-selvmål. Vi håber selvfølgelig på, at det lykkedes for hvepsene at tage sejren på lørdag.

I vinterpausen hentede Aarhus Fremad Frederik Høgh Jensen, fra bysbørnene VSK Aarhus. Dette har vist sig at være en signing, da Høgh Jensen indtil videre har bombet fire gange for aarhusianerne.

Spillested
Kampen spilles på Aarhus Fremads sædvanlige hjemmebane Riisvangen Stadion, som ligger på Hans Egedes Vej 21. Hvis du tager til Aarhus Fremad skal du gå ind af indgangen fra Bethesdavej. 

Info fra Aarhus Fremad

Kl. 13 vil den nye tribune blive åbnet af Aarhus' borgmester.

Karantæner
Brønshøj har igen anfører Jamil Fearrington til rådighed efter overstået karantæne. Aarhus Fremad må undvære weekendens målscorer Mathias Nygaard Kristensen, der modtog et karantænegivende gult kort i kampen mod B93.

Dommertrio
Patrick Remon kommer til at styre slagets gang inde på banen med sin fløjte, og på sidelinjerne får han hjælp af Nils Heer og Thomas Meulengracht Ledet.

Rønne ærgrer sig

Rønne: Vi står sammen
Vi har talt med Mads Rønne, der tidligere har spillet i Aarhus Fremad, om frustrationen ved manglende sejre, kampen mod Aarhus Fremad, og hvordan det bliver at vende tilbage til Riisvangen.

- Jeg glæder mig til et gensyn med Riisvangen og alle de gode mennesker, der er omkring Aarhus Fremad. Jeg ved, at de indvier ny tribune, og direktør Nico (Nicolaj Wittendorff, red.) har sørget for, at borgmesteren kommer for at klippe snoren, så der er lagt op til fest på Vangen, fortæller Rønne.

Brønshøj har i de sidste fire kampe, på trods af spilovertag, kun spillet uafgjort, og det er selvfølgelig ikke noget, som spillerne er tilfredse med.

- Det er utroligt frustrerende, at vi nu har spillet uafgjort i de seneste 4 kampe. Jeg synes egentlig, at vi er kommet fint fra start i kampene, men vi mangler simpelthen den sidste kynisme, så vi kommer foran. Det vil skabe en helt anden kamp, hvis vores modstandere skal til at jagte et mål i stedet for omvendt, siger Mads.

Rønne har lige scoret

Ens for alle kampene har været, at Brønshøj er kommet bagud, men alligevel har hvepsene formået at komme tilbage i de sidste fire kampe og tilkæmpe sig point.

- På trods af den skuffende start på sæsonen, så synes jeg, at vi som hold viser, at vi står sammen, når vi formår at få uafgjort på trods af at vi har været bagud i samtlige kampe. Sammenholdet i klubben er selvfølgelig også til at mærke for os spillere, når en stor del af fansene blev stående i 30 minutter efter kampen i lørdags efter endnu en uafgjort! Det giver truppen endnu større lyst til at hive sæsonens første sejr hurtigst muligt - og meget gerne på lørdag, fortsætter Mads Rønne.

Der er har været nogle ændringer i Aarhus Fremad siden Mads Rønne var der, men der er stadig nogle af Rønnes tidligere holdkammerater. Han vil dog ikke gøre dem nogle tjenester, og tror også på, at hvepsene kan sejre.

- Aarhus fremad har både skiftet træner og en del af holdet siden jeg spillede derovre, men de tilbageværende er rigtig dygtige boldspillere. Men uagtet modstanderen i denne række, vil jeg stadig mene at vi har truppen til at vinde alle kampe. Nu skal vi også bare ud at bevise det, slutter den 30-årige midtbanespiller.

Mads i aktion