Optakt: Det sortgule derby

Aarhus Fremad vs. BB
Aarhus Fremad
5 - 0
1 - 0
Brønshøj Boldklub
14' Simon Bækgård
37' Casper Löween Jensen
45' Jacques Bang Sørensen
51' Christian Nissen
52' Lars Emil Juel Andersen
63' Simon Bækgård
71' Søren Andreasen
80' Gustav Therkildsen
90' Casper Gandrup
ons. 24. juni 2020

I onsdags gik turen til Aarhus. Her fik vi for alvor ørerne i maskinen, da det endte med et fortjent 5-0 nederlag til oprykningskandidaterne fra Aarhus Fremad.

I morgen gæster vi topholdet Aarhus Fremad, som efter weekendens sejr over FC Helsingør, for alvor har sparket døren op mht. oprykning. Der venter derfor en svær kamp for os mod et topmotiveret Aarhus Fremad-hold.

Der venter en kamp mellem to hold, der til daglig spiller i nogle flotte farver, nemlig sort og gul. Vi må dog undvære vores sædvanlige striber, da vi er udebanehold, og derfor skal spille i de lyseblå udetrøjer.

Det bliver ikke en let opgave, og Aarhus Fremad må siges at være storfavoritter til kampen. Men i rollen som underdogs, har vi før skabt store resultater.

Selve kampen kan selvfølgelig ses på Riisvangen Stadion i den nordlige del af Aarhus. Men med begrænsning af tilskuere pga. Covid-19, og at det er hverdag gør, at mange af Danmarks Smukkeste nok ikke kan komme til Riisvangen.

Men så er det godt, at kampen kan følges på Twitter, hvor vi liveopdaterer fra kampen, og kampen kan livestreames via Ekstra Bladet, hvis du har et +abonnement.

Seneste kamp
Vi var på langfart i lørdags, da turen gik til Thisted. Her endte det desværre med et nederlag.

For anden kamp i træk fik vi lavet et selvmål, da bolden blev sparket ind på Jacques Bang Sørensen for derefter at ende i målet efter 18 minutter.

I 2. halvleg sad vi på spillet og skabte mest, men Thisted havde bare skarpheden og udnyttede en forsvarsfejl til at gøre det til 2-0 ved Mads Vang. Med venstrebenet fik han sendt bolden lige akkurat udenfor Vilforts rækkevidde.

Modstanderen
Aarhus Fremad indtager i øjeblikket 2. pladsen i oprykningsspillet kun to point efter FC Helsingør. Aarhusianerne har nemlig hentet fire point ind på FC Helsingør, som har tabt deres to seneste kampe. Seneste nederlag var mod netop Aarhus Fremad i Riisvangen, og det har givet de sortgule blod på tanden.

17 gange har vi mødt Aarhus Fremad, hvoraf otte af gangene var, da de gik under navnet FC Aarhus.

Syv gange har vi taget sejren, fire gange er det endt uafgjort og seks gange har vi tabt. Målscoreren lyder på 26-24 i vores favør.

Vi har ikke haft de bedste resultater på udebane, og vi skal helt tilbage til den 22. juni 2003 for at finde seneste udesejr mod Aarhus Fremad/FC Aarhus. Her vandt vi 4-3 takket være to mål af Patrick Tronborg, en enkel kasse af Kasper Pilmark og så et Aarhus-selvmål. Vi håber på en gentagelse i morgen.

Karantæner
Aarhus Fremad har hele tre mand i karantæne. Det drejer sig om forsvarsspillerne Jacob Torp, Marcus Kirchheiner og Christian Bech.

Dommertrio
Kampens dommer bliver Allan Rørdahl Borgstrøm, mens linjedommerne bliver Lasse Lorenzen og Jacob Stausgaard Kobberrød.