Født ind i Brønshøj Boldklub

Kent Nielsen

En lille smagsprøve på et interview med Kent Nielsen til den kommende bog om Brønshøj Boldklubs 100 års jubilæum, der finder sted den 15. maj i år.

Kent Nielsen i BB-trøjen

Foto: avfc.dk

"Jeg er født ind i Brønshøj Boldklub, hvor jeg har stærke familiebånd”, fortæller en af Brønshøjs store spillere gennem tiderne Kent Nielsen. Han er søn af Erik Nielsen -  en anden stor profil hos hvepsene og Kent er bror til Tommy Nielsen. ”Lige siden jeg var en lille dreng har jeg trænet med førsteholdet, når min far trænede. På Rådvadsvej stod Tommy og jeg udenfor og skød boldene ind på banen igen til førsteholdet. Vi var med”.

Da Kent blev 6 år, blev han rigtigt medlem af klubben, som han stadig holder meget af. ”Det handler om ånden i klubben”, fortsætter Kent. ”Som træner har jeg taget mange positive ting med fra min tid i Brønshøj, bl.a. de kollektive dyder, solidaritet og den menneskelighed, som findes i klubben. Det er med lidt af en kliche en arbejderklub. Men det, jeg mener, er, at i Brønshøj har man altid benene nede på jorden”, tilføjer Kent.

Som 18-årig rykkede han op på førsteholdet, der dengang lå i 3. division. ”Det var et godt og stærkt hold”, fortsætter Kent. ”På holdet var bl.a. den nuværende formand for klubben Jan Juul Jørgensen. Holdet  gik lige fra 3. division til 2. division og 1. division – landets bedste række – i et stræk. Det var en sportslig lykke”, understreger Kent.

Kent spillede 230 kampe for hvepsene og scorede 34 mål.  Det blev også til 54 landskampe og tre mål. Kents sidste landskamp var EM finalen i 1992.

Du kan støtte bogprojektet i forbindelse med jubilæet. Indbetal 500 kr. via Mobilepay til BB kontoret på nummer 68620 og skriv ”jubi-bog” og dit navn i emnefeltet. Dit navn kommer til at stå blandt privatsponsorerne i bogen, og du får et gratis eksemplar, når bogen udkommer.

Man kan også indbetale beløbet til konto nr. 5331- 0000250358.

Virksomheder kan selvfølgelig også støtte.

Som guldsponsor får man et stort logo for virksomheden med i bogen og modtager 5 gratis eksemplarer, når bogen udkommer. Pris 5.000 kr. plus moms.

Som sponsor får man et logo for virksomheden med i bogen og modtager 3 eksemplarer af bogen, når den udkommer. Pris 2.500 kr. plusmoms.

Ved spørgsmål kan du kontakte forfatterne Niels Bjørn Hansen eller Jesper Ran Pedersen. Mail: niels@bjornhansen.nu eller ran@bronshojboldklub.dk.