Fantastisk oprykning

Folkene fra speakerboxen

Bent Mikkelsen ses i baggrunden i sit job i speakerboxen på Tingbjerg Ground

I 1961 vandt Brønshøj Boldklubs førstehold 2. division og rykkede op i 1. division – datidens superliga. "Det var helt fantastisk. Vi rykkede op, da der var fire kampe tilbage", fortæller holdets højre back, Bent Mikkelsen – kaldet MIK. Som 75-årig er Bent stadig aktiv i klubben, bl.a. i speakerboksen under hvepsenes hjemmekampe, og han blev udnævnt til æresmedlem i 2009.

"Jeg var yngling og var rykket op som senior sammen med Henrik Klint og Preben Arentoft, der kom på landsholdet" siger Bent Mikkelsen videre. "Vi havde hjemmebane i Idrætsparken, og den afgørende kamp var mod B93, som vi slog med 2-1. Det var en utrolig oplevelse. Da slutfløjtet lød, stormede 12 lilleputter ind på banen og lykønskede os spillere med en stor buket blomster. Spillere og ledere faldt hinanden om halsen i omklædningsrummet og champagnepropperne sprang", tilføjer Bent.

2. division blev vundet med 36 point for 22 kampe og med en imponerende målforskel på 65-28. De 18 spillere, der sikrede oprykningen var bl.a.:  Benny Lohse, Willy Kragh, Preben Arentoft, Tommy Larsen, Erik Nielsen, John Bengtsson, Ebbe Jepsen, Bent Mikkelsen, Per Friis, Verner Nielsen og Ove Andersen. Træner var ungareren Janos Nagy , der blev betegnet som dygtig, men "en hård negl".

Dagbladet Politiken skrev følgende om oprykningen: "I år har ingen kunnet spænde ben for Brønshøjs ambitioner. Mange turneringers enorme anstrengelser er langt om længe kronet med held, og et nyt kapitel i klubbens historie kan påbegyndes. Med det kendskab man i de senere år har erhvervet sig til Brønshøjs dygtige spillerstab og den fortrinlige ledelse, er er al mulig grund til at tro, det bliver langvarigt og ærefuldt".

Brønshøj fra 1964

Brønshøjs divisionshold fra 1964. Bent Mikkelsen ses i nederste række, nummer to fra højre side. Foto: Allan Petersen

Denne artikel er en lille "smagsprøve" på den kommende bog om Brønshøj Boldklubs 100 års jubilæum. Jubilæet finder sted den 15. maj 2019 – til næste år.

Som privat sponsor kan man støtte projektet med 500 kr. Det betyder, at man får sit navn i bogen samt et gratis eksemplar, når bogen udkommer. De første 20 har allerede meldt sig.

Hvis du har en virksomhed, kan du blive guldsponsor. Du får et stor logo for virksomheden med i bogen og modtager 5 eksemplarer, når bogen udkommer. Pris 6.800 kr. Som sponsor får du et logo for virksomheden og modtager 3 eksemplarer, når bogen udkommer. Pris 2.800 kr.

Beløbet kan indbetales på konto mr. 5331-0000250358. Skriv navn på indbetalingen og send samtidig en mail til en af forfatterne: Jesper Ran Pedersen ran@bronshojboldklub.dk eller Niels Bjørn Hansen niels@bjornhansen.nu .