Erhvervsklubben ”Hvepsene” på Trekroner Fortet

Erhvervsklubben på Trekroner Fort

Brønshøj Boldklubs netværk – Erhvervsklubben ”Hvepsene” – gennemfører i løbet af året forskellige interessante arrangementer og i sidste uge var det et besøg på Trekroner Fortet ved indsejlingen til Københavns Havn. Billeder fra turen nederst i artiklen.

Sejlturen gik med guide fra kajen ved Skuespilhuset gennem kanalerne på Christianshavn og langs havnefronten til Trekroner Fortet.

Kanonerne på Trekroner

Hans Petersen fra Slots-og Kulturstyrelsen bor på Fortet med kone og børn – og er samtidig stedets inspirerende guide. Han fortalte om søfortets historie gennem krig og fred. Trekroner Fort var hovedkvarter for general Olfert Fischer under ”Slaget på Reden” i 1801, hvor Trekroner Batteriets kanoner bombede de engelske angribere. Trods dette endte slaget efter 6 timer med engelsk sejr og tab af den danske handels -/ og krigsflåde.

Kasematbygningen står stort set uberørt gennem flere hundrede år. Blikkenslagermester Tommy Schmidt tilbød ved turen gennem kasematterne at give tilbud på en total renovering af de sanitære forhold. Svaret fra vores guide var, at det er helt bevidst at bevare forholdene, som de har været fra starten – så der kom ingen ordre til erhvervsklubbens blikkenslager i denne omgang!

Fra toppen af den imponerende kasematbygning er der et smukt udsyn til Øresund og København. Det er muligt for privatpersoner at besøge Trekroner Fortet, som Erhvervsklubbens formand Kim Madsen i øvrigt varmt kan anbefale læserne.

Flot udsigt

I den hyggelige hovedbygning ”på Fortet” blev serveret en lækker ”Trekroner Gryde” inden sejlturen hjem efter mørkets frembrud. Det blev en smuk sejltur – med panorama udsigt til Københavns belyste tårne og bygninger – og det var samtidig en flot afslutning på endnu et spændende arrangement med Erhvervsklubben ”Hvepsene”.

Erhvervsklubben “Hvepsene” er en erhvervsklub, som ikke kun knytter tætte bånd til Brønshøj Boldklub og boldklubbens professionelle afdeling, men som samtidigt fungerer som en selvstændig organisation med et netværk for de virksomheder, der er medlemmer.

Erhvervsklubbens tur til Trekroner 1
Erhvervsklubbens tur til Trekroner 2
Erhvervsklubbens tur til Trekroner 4
Erhvervsklubbens tur til Trekroner 7
Erhvervsklubbens tur til Trekroner 8
Erhvervsklubbens tur til Trekroner 9
Erhvervsklubbens tur til Trekroner 10