Erhvervsklubben "Hvepsene" deltog i sejrsrusen i Dublin

Erhvervsklubben til kval-kampen mellem Irland og Danmark

Erhvervsklubben "Hvepsene" havde lagt deres erhvervsrejse i år til hovedstaden på Den Grønne Ø - Dublin. Det blev et på mange måder interessant og spændende rejsemål - både erhvervsmæssigt, sportsligt og pleje af det tætte netværk.

Erhvervsmøde med Den danske Ambassade i Dublin
Erhvervsmødet var denne gang med Den Danske Ambassade i Dublin. Ministerråd og souschef Martin Ellehøj gav et interessant foredrag om Irlands historie og kultur. Dublin blev grundlagt af danske og norske vikinger tilbage i år 800 - og byens museer og navne bærer i dag præg af dette tilhørsforhold til vores forfædre. 

Erhvervslederne hørte om erhvervslivets muligheder i landet, herunder de skattemæssige gunstige forhold med lav selskabsskat. Der er store forskelle på by og land, hvilket bl.a. ses af det høje teknologiske stade i Dublin i forhold til "Udkants-Irland". 

Det var også spændende at høre om den økonomiske udvikling i landet - og de frustrationer som det forventede Brexit kan give i forholdet mellem republikken Irland og det britiske Nordirland.

Erhvervsklubben på den danske ambassade

EM-kvalifikationskamp mod Irland
Da nu vi var i Dublin samtidig med fodboldlandsholdets afgørende landskamp mod Irland, var vi klar på stadion, da kampen blev fløjtet i gang.

Hvis det ikke blev en stor sportslig præstation på fodboldbanen, så blev det en sjov og festlig oplevelse på lægterne. Vi sad ”i forreste række” bag målet, hvor Braithwaite scorede det vigtige mål, som resulterede i kvalifikation til EM 2020 - og kunne fra ”1. parket” opleve den fantastiske stemning efter kampen. Erhvervsklubbens formand Kim Madsen siger: "Vi var tæt på de danske helte, som i lang tid efter kampens afslutning fejrede kvalifikationen sammen med de danske fans - en uforglemmelig oplevelse".

Erhvervsklubben på irsk pub

Netværket i Erhvervsklubben ”Hvepsene”
Erhvervsklubbens forretningsmæssige netværk blev dels plejet ved de planlagte sammenkomster og også ved det generelle samvær i de 4 dage. Morten Dall fra Topcare A/S havde problemer med nogle gulve - "Jeg kommer ud og kikker på det en af de første dage" sagde Bo Rasmussen fra Garant på Frederikssundsvej. I øvrigt fik Morten Dall aftalt at leje nogle m2 lager hos Jesper Barfod fra SKOUSEN i Husum.

Joh- netværket virker siger Kim Madsen - "man handler jo gerne med dem man kender og har tillid til".

Som nytiltrådt filialdirektør i Danske Bank, Brønshøj Afdeling på Frederikssundsvej var Connie Løfgren med for første gang i erhvervsnetværket og siger: "Det var en positiv oplevelse at deltage i det tætte netværk, og jeg ser frem til at deltage i de kommende arrangementer og lære medlemmerne endnu bedre at kende"

De 57 deltagende erhvervsledere gav alle udtryk for, at det ikke var sidste gang de besøgte Dublin 

Hvis du er ansat i en virksomhed., som vil høre om Brønshøjs erhvervsnetværk, så stiller Kim Madsen gerne op til et uforpligtende møde – Kim har telefon 27281160 – og mailadresse kmadsen@post6.tele.dk