Buch: Dejligt med positiv start

B93-BB, 04.08.18 Buch har lige gjort det til 1-0

Vi har talt med Oscar Buch om sejren i går over B93. Det var også en kamp, som Oscar Buch havde glædet sig til efter den korte sommerpause.

- Det var mega-dejligt at komme i gang med sæsonen igen. Herover sommerpausen kan man næsten ikke vente med at komme i gang, pga. den korte pause vi har. Man når kun lige at få pulsen ned fra den vigtige Greve-kamp, til sæsonstart så det er bare dejligt at være i gang igen! Jeg har savnet at spille “rigtige” kampe og høre vores fans på lægterne, der lød som nogle, der virkelig også havde glædet sig sæsonstarten, siger Buch.

B93-BB, 04.08.18 Massiv support

Foto: Christian Ove Carlsson

Brønshøj vandt som bekendt sæsonstarten med 4-0 over B93. Sidste sæson blev det også en åbningssejr mod B93, men Buch kan godt se en forskel på holdet fra sidste sæson og så holdet nu.

- Det er enormt vigtigt at starte en sæson godt ud, så man ikke allerede fra start skal hente point tilbage på de andre hold, men i stedet sætte dem i en lidt mere presset situation. Der er også altid en del sæsonstartsnerver, der skal spilles af og ikke mindst mærke, hvor holdet står lige nu. Så er det jo bare dejligt at få så positiv en start og mærke, at holdet virker meget mere afstemt end sidste sæsonstart, selvom vi jo også lagde godt ud sidste år, fortsætter Oscar.

B93-BB, 04.08.18 Buch mod B93

Foto: Christian Ove Carlsson

I sidste sæson scorede Oscar Buch seks mål, hvoraf fire af målene faldt i de sidste fem kampe i sidste sæson. Og Oscar Buch fortsatte den gode form i går, hvor han startede festen med en scoring efter seks minutters spil.

- For mig personligt var det også en god sæsonstart. Jeg er i en opadgående formkurve for tiden, og det har jeg tænkt mig at blive ved med, så derfor var det vigtigt for mig at få netmaskerne til at blafre allerede fra første kamp af, understreger Buch.

B93-BB, 04.08.18 Buch i glidende stil

Allerede fra første fløjt satte Brønshøj sig på kampen, og spillerne gjorde det svært for B93 allerede fra start af.

- Jeg oplevede en kamp, hvor der stod Brønshøj på det hele. Vi fik simpelthen B93 til at se dårlige ud, og den cadeau skal vi give til os selv, for jeg tror bestemt ikke, at B93 er noget dårligt hold. Vi får hurtigt sat dem under pres med de to første scoringer, som gør, at vi også kan ligge nerverne fra os, fortæller Oscar yderligere.

B93-BB, 04.08.18 Pausestillingen

Med en pauseføring på 3-0 begyndte spillerne at tage lidt for let på tingene i 2. halvleg, men uden at B93 får alvor fik truet Brønshøj. Det var en god kamp af samtlige spillere, men ifølge Oscar er det ikke kun spillerne, som skal have ros for gårsdagens sejr.

- I 2. halvleg kommer vi til tider til at sløse lidt på tingene, men vi kommer aldrig rigtig i problemer på noget tidspunkt i kampen, og efter Simons scoring var der ingen tvivl om, at kampen var lukket. Man skal ikke tage fejl af, at det var en meget taktisk veldisponeret kamp fra vores side, så ingen var i tvivl om deres roller, hvilket var med til at gøre det ekstremt svært for B93. Så ros til trænerteamet herfra også, slutter den 21-årige angriber.