BB2: Tilbage på 1. pladsen

BB2-Jægersborg 2, 08.05.17

I mandags fortsatte BB2 de gode takter, da det blev til en 4-1 sejr over Jægersborg 2. hold, da de to hold tørnede sammen i Tingbjerg. Med sejren rykkede 2. holdet op på 1. pladsen i puljen med en målscore på 24-4.

Hvepsene lagde stærkt ud med en scoring efter bare fem minutters spil, da Oskar Høybye skød på mål. Lidt heldig for Brønshøj-spilleren ramte den en Jægersborg-spiller og snød målmåden. 1-0 til Brønshøj.

BB2-Jægersborg 2, 08.05.17 Målet til 1-0

Herefter fulgt en periode på en halv time, hvor Brønshøj var i kontrol, men ikke rigtig fik noget ud af anstrengelserne. Men godt ti minutter før pausen blev en lang bold slået frem mod Nico Jørgensen. Her var kantspilleren iskold og lobbede bolden over en fremadstormende målmand til stillingen 2-0.

De fremmødte tilskuere skulle blive vidner til endnu et mål. Desværre for hvepsene var det til gæsterne, da et hjørnespark blev forlænget, og ved bagerste stolpe dukkede en Jægersborg spiller om og kunne heade reduceringen i mål.

BB2-Jægersborg 2, 08.05.17 Målet til 2-0

Billedet i 2. halvleg mindede meget om det i 1. halvleg, med Brønshøj mest på bolden, men ikke mange chancer.

Der skulle gå 25 minutter af 2. halvleg før spillerne, trænerne og tilskuerne igen fik noget at juble over. Reda Mohamed modtog bolden ude i venstre side. Her tog han et hurtigt træk mod baglinjen og sendte et hårdt indlæg ind i feltet. Her kunne målmanden kun parere bolden, og han sendte den lige ud i fødderne på Lamin Samba, som takkede for gaven og sparkede bolden op i nettaget til 3-1.

Med lidt under ti minutter tilbage blev et indlæg slået ind i feltet. Her dumpede bolden ned for fødderne af Patrick Nylander Andersen, der sikkert sparkede bolden i kassen til stillingen 4-1.

BB2-Jægersborg 2, 08.05.17 Reda

I slutminutter fik Jægersborg en stor mulighed for at reducere, men en flot redning af målmand Oliver Haslund gjorde, at Brønshøj stadig var foran med tre mål. Det lykkedes faktisk for gæsterne at få bolden i mål, men inden var der fløjtet for frispark mod Brønshøjs målmand. Kort efter fløjtede dommeren kampen af.

Næste kamp for 2. holdet er på tirsdag den 16. maj kl. 18.45, når de ude møder Hvidovre. Der vil være tale om en vaskeægte topkamp mellem nummer 1 og 2, og sejrherren vil sikre sig et fantastisk udgangspunkt mht. oprykning til Københavnsserien. Så vi håber på, at rigtig mange har lyst til at tilbringe tirsdag aften med at heppe på vores stærke 2. hold.