Aftale med målmandsfirma

IMG_1042

Brønshøj Boldklub amatørafdelingen har den 14. juni indgået en aftale med målmands-firmaet Keepers.one om, at stå for professionel træning af klubbens målmænd i ungdomsafdelingen fra U13-U19. Aftalen indebærer, at vi efter sommerpausen kan tilbyde vores målmænd i talent-sektoren, professionel målmandstræning af høj kvalitet (det, der hedder M2, red.) to gange om ugen.

"Vi er mega glade for aftalen", udtaler Ungdomsformand Ivan Pagh-Rasmussen, og tilføjer, at det er aftaler som denne, med ambitiøse og professionelle samarbejdspartnere, der er med til at tage klubbens amatørafdeling til det niveau, hvor vi kan sikre både bredde og elite, og i sidste ende levere ungdomsspillere til klubbens professionelle afdeling.

Keepers.one vil allerede i uge 25, 26 og 27 screen målmændene for at finde ud af, hvem de bedst kan matche, når de tilrettelægger træningen efter sommerpausen. Specifik målmandstræning er ikke blot et krav, vi som klub skal leve op til for at komme i betragtning til en stjerne i DBU's licenssystem, det er også et initiativ, vi har arbejdet hårdt for at kunne tage igennem de seneste 2 år - det har klart været en mangel i de mange tilbud, vi i øvrigt har og som desværre alt for ofte fokuserer på de mange markspillere. Det er med glæde og stolthed, at vi nu endelig kan tilbyde vores unge og lovende keepere et tilsvarende tilbud, specifikt til dem.