Årets leder 2020 i Brønshøj- Husum: Erik Asker Hansen, Brønshøj Boldklub

Erik Asker

Brønshøj-Husum Forenende Sportsklubber har siden 1976 hvert år kåret en leder som er tilknyttet en forening i Brønshøj-Husum for en bemærkelsesværdig ledergerning gennem et eller flere år.

Det er med stor glæde og stolthed vi har modtaget beskeden om det meget fortjente valg af Erik Asker Hansen til Årets Idrætsleder 2020.

Erik Asker har siden ungdomsårene spillet i BB. Han begyndte sin trænergerning i 1972 med 4.holdet og lige siden har han været træner/holdleder på forskellige senior og Gl. Drenge hold senest som både træner og holdleder for alle de ca. 50 gamle BB kæmper på Masters og nu Gran Old Masters holdene (+70 år).

I alle årene har han ydet en uvurderlig stor indsats for BB ved at være lederen der både sørger for den sportslige tilrettelægning af kampe såvel DBU København turnering som Vinterbaneturneringen samt alt det festlige for holdene og ikke mindst den sociale del, hvor han selvom han lige har rundet de 79 år fortsat ”passer” på hver enkelt spiller i gruppen.

Vigtigst af alt han har både klubkamprekorden med over 1100 spillede kampe. I 1991 modtog han Drabantprisen og ved klubbens 100-års jubilæum i 2019 blev han udnævnt till æresmedlem.

Erik Asker bliver sammen med vinderen af Årets Idrætspris kåret på onsdag d. 2. december i Husum Boldklubs nye klubhus. Desværre grundet Corona restriktioner er der kun mulighed for 10 deltagere, men vi er repræsenteret og ser frem til at hylde Erik Asker og senere vil han uden tvivl også blive hyldet i klubben.

Et stort og velfortjent til lykke til Erik Asker.