21.08.19: Vanløse-BB - jubel efter kampen

Grim sejr - skøn følelse

Lad os bare være ærlige og sige, at det nok ikke var vores bedste kamp. Men hvad betyder det, når vi hev en 1-0 sejr i land i Vanløse idrætspark. Vores første 1-0 sejr siden den 3. november 2018, hvor vi tog alle tre point ude mod Marienlyst. Kevin Bechmann Timm blev matchvinder med sit mål ca. 25 minutter før tid.

Vi virkede slet ikke klar fra start, og Vanløse var her, der og alle vegne. Værternes hollandske angriber Jack Castelijns fik en stor mulighed for at bringe sit hold foran efter allerede 30-40 sekunder. Men han fik fumlede for meget med bolden, som Vilfort kunne samle op.

Selvsamme Castelijns var tæt på efter 3-4 minutters spil. Men heldigvis for os, så bruger hollænderen ikke størrelse Fedtmule i støvler. Så han fik kun ramt bolden med tåspidsen og sendt kuglen forbi kassen.

21.08.19: Vanløse-BB - Rønnes forsøg reddes på stregen

Vi havde også et par gode muligheder i kampens første femten minutter. Bl.a. fik Rønne ram på et hjørnespark, men måtte se bolden blive sparket væk på stregen. Og König fik tæt på mål headet lige forbi.

Men ellers var det Vanløse, som styrede løjerne, og der var virkelig meget plads til de løjer. To gange kom Asger Højmark frem til afslutninger, hvor han nærmest kunne snurre rundt som en balletdanser uden at have ramt nogen.

Men på trods af det store spilovertag lykkedes det ikke for Vanløse at komme på tavlen, og det var derfor målløst efter de første 45 minutter.

Vi kom meget bedre ud til 2. halvleg, men havde utrolig svært ved at skabe chancer. Det samme havde Vanløse, og det var først i det 65. minut, at den første chancer i åbent spil i 2. halvleg kom.

Her fik hjemmeholdet en omstillingsmulighed, men selvom Al-naser fik passeret Vilfort, så endte bolden i sidenettet. Minuttet efter sad bolden til gengæld på den rigtige side i den anden ende.

21.08.19: Vanløse-BB - Kevin scorer til 1-0

En bold blev sendt ind fra venstre side, og i feltet stod Kevin helt fri. Og mere kølig end en brøndgravers bagdel fik Kevin sendt kuglen i kassen med venstrebenet. 1-0 til os.

Den føring var dog tæt på at forsvinde godt og vel seks minutter senere. Her tryllede værternes Al-naser på kanten af feltet, inden han bankede bolden op på undersiden af overlæggeren, hvorefter bolden sprang ud i spil igen.

Godt og vel syv minutter før tid opstod igen en god mulighed til Al-naser, da han stod helt fri ved bagerste stolpe. Vilfort fik dog presset ham så meget, at Vanløse-spilleren sendte bolden højt over mål.

Vi gik derfor ind i overtiden med en 1-0 føring, men modsat HIK, så lykkedes det aldrig Vanløse at lægge et tungt pres på vores defensiv, der afviste gange på gang. Det var dog tæt på i det femte overtidsminut, at Vanløse fik udlignet, men afslutningen strøg lige forbi Vilforts mål.

Derfor kunne vi glæde os over stadig at være ubesejret, men det vigtigste var, at vi tog sæsonens første sejr. Kønt var det ikke, men hellere en grim sejr end en kønt uafgjort.

Og allerede på lørdag den 24. august kl. 15 kan det igen blive til tre point, når Hillerød kigger forbi Tingbjerg.

Til sidste skal der igen lyde en stor tak til de af Danmarks smukkeste, der var med til at skabe en fantastisk stemning i Vanløse Idrætspark på en onsdag aften.

21.08.19: Vanløse-BB - Danmarks smukkeste i Vanløse
ons. 21. aug 2019
kl. 18:30
Vanløse Idrætspark
Dommer: Frederik Lysemose Hoffmann
Tilskuere: 704
Vanløse IF
0 - 1
0 - 0
Brønshøj Boldklub
41' Jacques Bang Sørensen
48' Danni König
50' Nicolai Clausen
52' Lucas Petersen
60' Asger Højmark-Jensen
66' Kevin Bechmann Timm
69' Mohammed Youssef
84' Mohamad Al-Naser
90' Nicolai Johansen