Tilskuere i Skovshoved

Solskin kan man altid finde

Det var en kold, våd og grå eftermiddag i Skovshoved, men alligevel formåede vi at få lidt solskin med hjem til Tingbjerg, da vi tog en 2-0 sejr - den første på udebane mod Skovshoved i 77 år. Og der skal lyde en stor tak til de af Danmarks smukkeste, der trodsede regnen og stod klar på sidelinjen til at heppe. Efter kampen snakkede vi med den ene af de to målscorere, Aleksandar Lazarevic. Gustav Therkildsen scorede vores andet mål i kampen.

Hvepse i regnvejr

Det var ellers tæt på, at Skovshoved fik bragt sig foran i kampens indledning, da en bold blev rettet af, men Vilfort fik reddet i flot stil.

Ellers var det en kamp, som vi dominerede, og med et Skovshoved-hold, der stod meget langt tilbage og satsede på omstillinger.

I 1. halvleg kom vi frem til en del forsøg uden dog, at det voldte problemer for Skovshoveds målmand Frederik Mehder. Med lidt over en halv time spillet måtte Mehder dog ud i fuld længde for at snuppe Frederik Emil Andersens hårde skud.

Med fem minutter tilbage af 1. halvleg fik en af Skovshoveds bedste spillere, Sebastian Elvang, muligheden for at bringe værterne foran, men igen stod Vilfort i vejen.

Kort tid efter var det Kevins tur til at forsøge sig. Han fik vendt sig på en tallerken og hamrede kuglen mod mål, men måtte se den stryge forbi kassen.

Så på trods af et massivt spilovertag og et chanceovertag, så var stillingen stadig 0-0 efter de første 45 minutter.

I 2. halvleg fortsatte vi dominansen, men uden at komme frem til de helt store muligheder på trods af spilovertaget. Men med en halv time tilbage af kampen begyndte chancerne at komme.

Først var Nicolai Clausens indlæg utrolig tæt på at snyde Mehder, men Skovshoved-keeperen nåede at komme tilbage til sin streg og fik bokset bolden væk.

Med lidt over 20 minutter tilbage af kampen fik hjemmeholdet deres bedste mulighed i kampen, da der blev trykket af fra distancen. Heldigvis ofrede Jeffrey Ofori sig og fik, på stregen, headet bolden ud til hjørne.

I det 73. minut fik vi endelig belønningen for vores hårde slid. Frederik modtog bolden ude i vores højre side og sendte bolden mod bagerste stolpe. Her stod Aleks umarkeret og kunne sende bolden i mål til stillingen 1-0 til os.

Blot to minutter senere var vi utrolig tæt på at fordoble føringen, da Clausen brød igennem i venstre side. Her fik han spillet bolden ind til Mads Rønne, som desværre ramte stolpen. Clausen var over returen, men fik sparket i sidenettet.

10 minutter senere opstod igen en mulighed til Rønne, da Lucas Petersen smed et frispark ind omkring det lille felt, men Mehder var vågen og fik reddet Rønnes hovedstødsforsøg.

I kampens slutfase satsede skovserne og det gav os gode omstillingsmuligheder. I kampens overtid stod vores spillere nærmest i kø for at sparke kuglen i kassen, men det blev indskiftede Gustav Therkildsen, der kunne cementere sejren med sin tredje scoring i sort og gult.

For anden kamp i træk vinder vi altså 2-0, og med nederlag til HIK og pointtab til FA 2000 hoppede vi op på 3. pladsen med syv point ned til 7. pladsen.

Lazarevic

Lazarevic: Dejligt at få scoret
Efter kampen tog vi en snak med Aleksandar Lazarevic, målscoreren til 1-0, om hvor forløsende det var at få sejren og komme på tavlen.

- Det er altid dejligt at få scoret og vinde. Det betyder utrolig meget for holdet og for mig selv, sagde Lazarevic.

Som nævnt tidligere, så dominerede vi stort set hele kampen, og kampen fik også den rigtige vinder ifølge Aleks.

Det var helt fortjent, at vi vandt - uden tvivl. Skovshoved var ikke farlige på noget tidspunkt i deres spil, fortalte Aleks.

På lørdag den 9. november kl. 15 gælder det efterårets sidste kamp, når FA 2000 kommer på besøg. Her vil Lazarevic gerne have sejren, så man har tanket selvtillidstanken om, inden forårets kampe.

- Det er altid vigtigt at slutte godt af, så man har et godt udgangspunkt, når man starter op igen. Vi går selvfølgelig efter alle tre point på lørdag, som vi gør i alle kampe, slutter angriberen.

lør. 2. nov 2019
kl. 14:00
Dommer: Allan Rørdahl Borgstrøm
Tilskuere: 127
Skovshoved
0 - 2
0 - 0
Brønshøj Boldklub
52' Marco Petersen
65' Mads Rønne
72' Frederik Lorenzen
73' Marco Petersen
82' Aleksandar Lazarevic
90' Gustav Therkildsen