Måltavlen mod Roskilde KFUM

Bet i bundopgør

I går stod den på bundopgør ude mod oprykkerne fra Roskilde KFUM. Begge hold havde brug for en sejr, men det var hjemmeholdet, som kunne forlade banen med de største smil efter en 3-0 sejr.

1. halvleg var en chancefattig affære, hvor ingen af holdene fik overtaget eller skabt nogle nævneværdige chancer.

Men med 10 minutter tilbage af 1. halvleg kom kampens første scoring. Morten Jørgensen tog chancen fra kanten af feltet, og her fik Victor Michaelsen flot reddet og skubbet bolden ud til siden. Her var Rasmus Lundberg først over returen og fik bolden sendt forbi Michaelsen fra en spids vinkel. Vi forsøgte af redde på stregen, men indsatsen var forgæves. 1-0 til hjemmeholdet.

Vi kom ud med et bedre udtryk i 2. halvleg og mere tempo i spillet. Men vi fik en spand koldt vand i hovedet, da hjemmeholdets debutant Jonathan Canto fordoblede føringen. Canto spillede bolden i dybden til Mads Julø, der med hælen sendte bolden tilbage til Canto. Canto skød med det samme, og det overraskede måske Michaelsen, der måtte se bolden stryge over sit hoved og i mål. 2-0.

Vi pressede på for en reducering, og det åbnede op for kontra til Roskilde KFUM. Netop sådan en, scorede de på med 10 minutter tilbage af kampen. Pludselig var Roskilde tre mod en, og Andreas Lissau kunne spille bolden på tværs til Mads Julø, der nemt kunne udplacere Michaelsen. 3-0.

Om nederlaget skyldes træthed efter 120 minutters pokalkamp i onsdags eller bare en dårlig dag på kontoret, skal vi her på redaktionen ikke gøre os kloge på.

Vi ved blot, at der snart skal point på kontoen - og gøre tre af slagsen hver gang. Og sejrsstimen må meget gerne starte på lørdag den 17. oktober kl. 15, når det gælder Slaget om Mosen mod AB på Tingbjerg Ground.

lør. 10. okt 2020
kl. 13:30
Dommer: Frida Mia Klarlund
Tilskuere: 311
KFUM Roskilde
3 - 0
1 - 0
Brønshøj Boldklub
26' Jeffrey Ofori
28' Lasse Kjeldsen
36' Rasmus Lundberg
56' Jonathan Canto
70' Mads Gabel
80' Mads Julø
82' Elias Asidah With