BB-Slagelse, 14.11.20 - Måltavlen

ENDELIG!!!

Efter mere end to måneders ventetid, så fik vi endelig en sejr, da Slagelse i dag blev besejret 3-1 på Tingbjerg Ground. Aleksandar Lazarevic, to mål, og Jonas Hemmingshøj stod for målene.

I kampens første 30 minutter var det en lige kamp, hvor begge hold smed en del bolde væk på de lange afleveringer. Det afspejlede sig også i antallet af chance, som kun talte to styks - begge til Slagelse.

Men i 1. halvlegs sidste kvarter kom vi bedre med. Det så vi bl.a. med en fin mulighed til Jeffrey Ofori, da Emil Vatani tjippede bolden ind ham til. Men hovedstødet røg over mål.

Anden skarphed var der godt og vel fem minutter senere, da Jonas Hemmingshøj først spillede bolden fra venstre til højre side, hvor Mads Gabel med sin førsteberøring sendte bolden ind til Lazarevic, der med højreskøjten sendte bolden om bag Christoffer Monty. 1-0 til os.

BB-Slagelse, 14.11.20 - 1-0 målet

Kort tid efter var det tæt på 2-0, da bolden efter et hjørnespark dumpede ned til Marcus Porsgrunn. Hårdt presset fik Porsgrunn sparket på mål, men afslutningen sad lige på Monty.

Stillingen var derfor 1-0 efter de første 45 minutter.

Vi var tæt på at gøre det til 2-0 i starten af 2. halvleg, da vi erobrede bolden på midten af banen. Bolden endte hos Vatani, der forsøgte at sparke bolden i det korte hjørne, men Monty var vågen.

De næste 20 minutter var det med Slagelse i førersædet, og i det 56. minut fik de udlignet, da Martin Jensen tog en bold til sig og via Oskar Tranberg fik sendt bolden i mål. 1-1.

BB-Slagelse, 14.11.20 - 1-1 målet

Herefter fulgte en række chancer til Slagelse, og især gæsternes Rasmus Tangvig var den helt store synder med et hav af brændte chancer.

Og mens vi var inde i vores dårligste periode i kampen, så kom vi sgu foran igen. Jamil Fearrington fik bolden spillet ud til Hemmingshøj, der med det samme søgte mod baglinjen. Her fik han sendt bolden over Monty og mod bagerste stolpe, hvor Lazarevic fik headet bolden det sidste stykke over stregen. 2-1 til os.

Allerede minuttet efter var Hemmingshøj tæt på at bringe os yderligere foran, da han vandt kampen om bolden mod Mike Mortensen, men en flot redning med højrelappen af Monty forhindrede en 3-1 føring.

BB-Slagelse, 14.11.20 - 2-1 målet

Det var tæt på at gå galt flere gange, men en utrolig stærk Jeffrey Ofori fik gang på gang raget kastanjerne ud af ilden nede i defensiven.

Med tre minutter tilbage af den ordinære kom forløsningen og roen, da Hemmingshøj gjorde det til 3-1. Vatani spillede bolden frem til Adil Guendouri, der tabte et skridt, men stadig havde kontrol over bolden. Adil fik spillet bolden ud til Hemmingshøj, der trak ind i banen, og via Nicklas Stott Venzels skinneben fik han sendt bolden i mål til slutstillingen 3-1.

Dejligt med en sejr til stor glæde for alle, og den skal nu følges op med endnu en sejr, når vi lørdag den 21. november kl. 15 spiller efterårets sidste kamp hjemme mod Næstved.

BB-Slagelse, 14.11.20 - 3-1 målet

Efter kampen fangede vi dagens dobbelte målscorer Aleksandar Lazarevic, der selvfølgelig var glad for sejren.

- Fantastisk med en sejr. Det er altid dejligt at vinde, og når det er så længe siden, så er det endnu bedre, sagde Lazarevic.

Lazarevic havde svært ved at sætte ord på sine mål.

- Jeg kan ikke beskrive, hvor godt det er at score to mål, og så hjælpe holdet på vej til en sejr, fortsatte Aleks.

Om det også bliver en sejr på lørdag mod Næstved, havde Aleks kun et ord at sige: ”Selvfølgelig”.

Læs med i morgen på hjemmesiden og de sociale medier, hvor cheftræner Lasse Holmgaard sætte ord på sejren og dens betydning.

BB-Slagelse, 14.11.20 - Lazarevic
lør. 14. nov 2020
kl. 15:00
Tingbjerg Idrætspark
Dommer: Nicolai Mossing Madsen
Tilskuere: 400
Brønshøj Boldklub
3 - 1
1 - 0
Slagelse
34' Aleksandar Lazarevic
56' Martin Jensen
70' Aleksandar Lazarevic
87' Jonas Hemmingshøj