24.08.19: BB-Hillerød - Danmarks smukkeste

Kølige hvepse i varmen

Vi er stadig ubesejret, da vi i dag vandt 2-0 hjemme mod Hillerød takket være effektivitet, kølighed og en bundsolid defensiv på en varm sommerdag. Vi scorede på de få chancer vi havde og holdt nullet for anden kamp i træk. Sidst vi havde to clean sheets i træk var i august/september 2016. Kevin Bechmann Timm og Gustav Therkildsen scorede vores mål i dag.

Fra start af virkede det som om, at begge hold havde en defensiv indstilling. Det var dog med et Hillerød-hold, der var mest på bolden, men det blev hovedsageligt til et par løse skud.

Første chancer inden for målrammen kom efter 38 minutter. Her var Hillerøds Jonathan alt for nonchalant med bolden i egen defensiv, og så kunne Kevin pille bolden fra ham. Alene med målmand Tim Lund var Kevin iskold og bragte os foran 1-0.

24.08.19: BB-Hillerød - Gustav bringer os foran 2-0

Det var faktisk 1. halvlegs eneste skud inden for stolperne, og det viser bare, at man ikke skal dumme sig, når vi har en brandvarm Kevin på banen.

Ligesom i kampen mod Vanløse, så spillede vi også bedre i 2. halvleg end vi gjorde i 1. Men det var stadig ikke en kamp med mange chancer.

Hillerød kom frem til deres bedste mulighed 10 minutter inde i 2. halvleg. Her kom den tidligere Brønshøj-spiller Simon Sharif igennem i højre side og med et fladt indlæg fandt han en helt fri Tobias Vistisen. Men den ellers træfsikre kantspiller fik dårligt nok ram på bolden, som endte lige i Vilforts handsker.

Og så gik det hurtigt i den anden ende. Kevin fik sendt Jonas Magnussen i dybden, Jonas spillede bolden på tværs til Gustav, der med en firsttimer sendt kuglen i kassen ved nærmeste stolpe. 2-0 til os.

Målet gav lidt mere ro på, og selvom Hillerød forsøgte at skabe muligheder, så var vi bare fantastiske i vores forsvarsspil. Især midterforsvaret med Jacques Bang Sørensen og Jeffrey Ofori var eminente.

24.08.19: BB-Hillerød - Solid defensiv

Efter to kampe, hvor vi nærmest bed neglene helt væk, så var det hele meget mere roligt i dag, og efter 2-3 minutters overtid fløjtede dommeren af.

Dermed er vi stadig ubesejret i denne sæson, og vi kravlede op på 4. pladsen, á point med HIK og Hillerød. Men der er ikke tid til at hvile, for vi skal nemlig allerede i aktion igen på onsdag den 28. august kl. 19, hvor Hvidovre fra 1. division venter i 1. runde af Sydbank Pokalen.

lør. 24. aug 2019
kl. 15:00
Tingbjerg Idrætspark
Dommer: Nicolai Mossing Madsen
Tilskuere: 476
Brønshøj Boldklub
2 - 0
1 - 0
Hillerød
38' Kevin Bechmann Timm
57' Gustav Therkildsen
86' Jeffrey Ofori