25.08.18: BB-HIK Kevin i nærkamp

10 hvepse holdt fortet

Brønshøj havde ikke tabt på hjemmebane i de sidste 10 kampe, og i dag blev den stime forlænget til 11 kampe. Det var samtidig den fjerde sejr i træk hjemme på Tingbjerg Grund, da det endte 2-1 til hvepsene på trods af en mand i undertal i 82 minutter. Oscar Buch og Kevin Bechmann Timm scorede målene.

Det røde kort kom efter otte minutters spil, da HIK’s Daniel Thorup gik lidt hårdt ind i Brønshøjs Haitam Hajjami. Haitam kvitterede ved at plante en albue i hovedet på Daniel Thorup. Efter lidt snak mellem dommer og linjedommer trak Casper Thorsøe Jr. det røde kort op af lommen. Dermed så det straks meget sværere ud for Brønshøj.

Men heldigvis havde hvepsene 12. manden - som i det her tilfælde blev 11. manden - med på lægterne, og det var da heller ikke til at se, at det var HIK, der havde en mand i overtal.

Oliver Lassen kom frem til to chancer, men begge gange fik han ikke sendt bolden inden for målrammen. Og selvom HIK havde bolden meget formåede de aldrig at true Vilforts mål. Gæsternes bedste bud på et mål var da Lucas Haren skød på mål fra kanten af feltet, men sendte bolden ikke stykke fra mål.

Efter en halv time var Brønshøj tæt på at give HIK en kæmpechance, da man fumlede med bolden nede omkring eget felt. Heldigvis fik Aske José Victor losset bolden væk.

Mindre end et minut senere erobrede Jamil bolden med en veltimet tackling. Bolden endte hos Buch, der satte i løb, inden han spillede bolden tilbage til en helt fri Jamil. Jamil kunne sagtens have skudt selv, da han var alene med Esben Madsen, men i stedet optrådte han helt uselvisk og spillede bolden på tværs til Buch. Her skulle Buch bare sætte indersiden på, og så var der mål til Brønshøj. 1-0.

25.08.18: BB-HIK Buch har lige gjort det til 1-0

I resten af halvlegen holdt hvepsene stand, og det var kun et indlæg af Mathias Mejer Knudsen, som truede hvepsene. Men Vilfort havde helt styr på det.

I anden halvleg var det nærmest kun spil til et mål i de første 15 minutter. Mindre end tre minutter inde i anden halvleg var Kristoffer Wichmann ekstremt tæt på at udligne. Bolden blev sendt også over til bagerste stolpe, og her skulle Wichmann bare sætte en inderside på. Det fik han da også gjort, men han formåede også at sende bolden forbi et tomt mål.

Der var ikke mange chancer i kampen, da HIK ikke kunne skabe dem, på trods af et massivt spilovertag, krydret med et Brønshøj-hold, der stod meget dybt, og som fik sendt alt væk.

Men med 11 minutter tilbage kunne hvepsene ikke holde stand længere. Bolden blev smidt væk længere oppe på banen, og HIK fik en omstilling. Bolden blev spillet ud til Jonathan Nielsen, der sendte den på tværs. Ved bagerste stolpe dukkede Gustav Therkildsen, og han kunne sparke kuglen i mål til stillingen 1-1.

Nu kunne man godt frygte, at hvepsene var løbet tør fra kræfter, men så skete det, at der fem minutter før tid atter blev noget at juble over. Lars Emil Juel Andersen sendte en præcis bold over 40 meter hen til Simon Richter. Richter tog flot bolden ned med brystet, inden han spillede den ind til Kevin i feltet. Kevin tog et træk og sendte bolden i kassen med venstrebenet. 2-1 til Brønshøj og vild jubel på tilskuerpladserne.

25.08.18: BB-HIK Kevin fejrer 2-1 scoringen

HIK fik ikke skabt noget alvorligt i de sidste fem minutter, og så kunne hvepsene fejre den fjerde hjemmesejr i træk. En utrolig flot præstation af hele holdet, der kæmpede brodden ud af shortsene igennem hele kampen. På tilskuerpladserne hang nerverne uden på tøjet, og aldrig er der blevet kigget så meget på uret.

Men føringen holdt, og Brønshøj holder fast i 1. pladsen. En plads, som de skal forsvare, når de på lørdag den 1. september kl. 14 gæster Middelfart på Middelfart Stadion. Husk at tilmelde dig busturen til Middelfart, så holdet også kan opleve støtten på Fyn.

25.08.18: BB-HIK Jubel efter kampen
lør. 25. aug 2018
kl. 15:00
Tingbjerg Idrætspark
Dommer: Casper Thorsøe Jr.
Tilskuere: 494
Brønshøj Boldklub
2 - 1
1 - 0
HIK
8' Haitam Hajjami
20' Kristoffer Wichmann
31' Oscar Buch
73' Oliver Lassen
79' Gustav Therkildsen
80' Victor Lorentzen
85' Kevin Bechmann Timm
87' Andreas Baes