Brønshøj mod Frem

Tålmodige hvepse

Der blev spillet klogt og tålmodigt i dagens træningskamp, der endte med en 4-2 sejr over Frem. Så igen fik hvepsene banket fire mål i kassen - men den gang i åbent spil. Samtidig formåede man næste at lukke fuldstændig af nede bagved. Jamil Fearrington, Andreas Lissau, Mads Rønne og Kevin Bechmann Timm scorede for Brønshøj, mens Daniel ’Elly’ Pedersen sørgede for Frems mål.

Der blev spillet meget tålmodigt af begge hold, og i 1. halvleg var det højst sandsynligt midterforsvarerne, der havde bolden mest.

Der gik også 13 minutter før kampens første chance kom. Den tilfaldt Jamil. Holse blev sendt til baglinjen og her tjippede han bolden hen til en helt fri Jamil, der helflugtede bolden i mål til stillingen 1-0.

Efter en stille periode mht. chancer kom der for alvor gang i den i de sidste fem minutter af 1. halvleg. Dawda Ngum erobrede bolden på midten af banen, og så gik det stærkt. Kevin blev sendt i dybden og spillede bolden ind til Lissau, der kunne sende bolden om bag Frems keeper Marco Brylov. 2-0 til Brønshøj

Allerede minuttet efter fik Frem reduceret. Efter et indkast blev bolden smidt ind i feltet, og her dukkede Elly op og fik prikket bolden i mål, så resultatet nu var 2-1 til hvepsene.

Og det skulle blive til en mål mere inden pausen. Rønne fik fat i bolden omkring Frems feltet, spillede ping-pong med Andreas Lissau og fik sendt bolden i mål. 3-1 til Brønshøj.

Frem havde bolden mere i 2. halvleg, men havde stadig svært ved at gennembryde hvepsenes defensiv. Det var også Brønshøj, der kom frem til de største chancer i 2. halvleg. Oliver Lassen havde en stor mulighed en 3-4 meter fra mål, men fik sendt bolden over kassen. Og også Saad Abbouch fik en chance for at komme på tavlen. Han måtte dog desværre se bolden gå forbi.

Begge hold skulle dog komme på tavlen i 2. halvleg. Først fik Kevin gjort det til 4-1, da han snød Brylov med en hurtig afslutning med venstrebenet, hvor han kunne se bolden gå over i det lange hjørne. Og i den anden ende bankede Daniel ’Elly’ Pedersen et frispark i mål til slutstillingen 4-2 til hvepsene.

En god kamp af Brønshøj mod en divisionsrival og et godt udgangspunkt at tage til Spanien på. Divisionsholdet rejser nemlig til Spanien på træningslejr i en uge på mandag, hvor der venter to kampe mod to spanske hold, hhv. Villarreals reserver samt CD Onda.

Brønshøj - Frem, 4-2 (3-1)

Opstilling - Brønshøj:
Kasper Vilfort - Jamil Fearrington (46. Ricky Gotland), Anders Qvist (59. Jenus Saleh), Ahmed Iljazovski, Anton Holse (65. Seyid Yildiz) - Lars Emil Juel Andersen, Dawda Ngum - Casper Löween Jensen (81. Andreas Christensen), Mads Rønne (57. Saad Abbouch), Andreas Lissau (50. Oliver Lassen) - Kevin Bechmann Timm

Mål:
1-0: Jamil Fearrington (13.)
2-0: Andreas Lissau (40.)
2-1: Daniel ’Elly’ Pedersen (41.)
3-1: Mads Rønne (44.)
4-1: Kevin Bechmann Timm (73.)
4-2: Daniel ’Elly’ Pedersen (78.)

Advarsler:
Brønshøj: Jenus Saleh (87.)
Frem: Frederik Sundstrup (43.)

tir. 5. feb 2019
kl. 17:00
Tingbjerg Idrætspark
Dommer: Casper Thorsøe Jr.
Brønshøj Boldklub
4 - 2
3 - 1
BK Frem