Gotland var en af spillerne, der måtte forlade kampen med en skade.

Skader ødelagde rytmen

Vi har været hårdt ramt af skader i denne sæson, og i går, i hjemmekampen, mod B93 kunne vi desværre føje nogle flere skader til listen. Her måtte hele tre mand forlade banen før tid, pga. skader, i 0-2 nederlaget. Omfanget af skaderne til de tre spillere kender vi ikke endnu.

I kampens første 30 minutter kom vi frem til flere gode forsøg. Allerede efter fem minutter testede Andreas Lissau B93’s målmand Victor Michaelsen med et langskud, og i minuttet efter var det Kevins tur. Men begge gange klarede Michaelsen forsøgene. Lissau skulle få en chance mere for at komme på tavlen, da Simon Richters indlæg til bagerste stolpe fandt kantspilleren, men igen kom Michaelsen i vejen. Selv stolpen stod i vejen, da Kevin fyrede kanonen af et godt stykke fra mål.

B93 havde også deres muligheder. Leonel Montano stod helt fri ved bagerste stolpe, men han fik sendt bolden i sidenettet, og Haitam Hajjami, der forsøgte at sende bolden over i lange hjørne, fik i stedet for sendt den til målspark.

Efter en halv time måtte Andreas Baes forlade banen efter et sammenstød med Leonel Montano. Vi skulle lige finde os selv efter den uforudsete ændring på midtbanen, og det udnyttede B93 til at tage mere initiativ, og i det 37. minut fik gæsterne bragt sig foran.

Sebastian Koch rundede Ricky Gotland i vores venstre side, inden han sendte et fladt indlæg ind mod Hajjami. Hajjami kunne ikke få afsluttet ordentligt, men Montano stod klar til at sende bolden det sidste stykke ind i mål. 1-0 til B93.

Kort tid efter måtte vi så sige farvel til Ricky Gotland, der tog sig til baglåret og måtte lade sig udskifte.

Lige inden pausefløjtet fik vi en mulighed for at udligne. Jacob Berthelsen lagde bolden til rette for Jenus Saleh, men Jenus ramte bolden med ydersiden og måtte se bolden stryge forbi mål. B93 kunne derfor gå til pausen med en 1-0 føring.

2. halvleg blev en sand kortfest, hvor dommer Yasin Seker uddelte ikke mindre en 10 gule kort - fem til hver.

Det var B93, der tog styringen i 2. halvleg, hvor de fik skabt en del chancer, men det var først i det 73. minut, at de fik udnyttet en af deres mange chancer.

Et indkast, der så ufarligt ud blev pludselig farligt, da Antipas overhalede en af vores spillere. Vilfort kom godt ud af sit mål og fik blokeret. Men Montano samlede bolden op og spillede den skråt tilbage til Hajjami, der sparkede første gang og sendte bolden i mål. 2-0 til B93.

Kort tid efter 2-0 scoringen var det tæt på at blive 3-0 til gæsterne. Nicolai Olsen fik lov til at spadsere igennem forsvaret uden at blive presset. I sidste øjeblik fik en Brønshøj-spillere dog sat foden i vejen for afslutningen.

I kampens slutfase måtte indskiftede Jenus Saleh forlade banen, og det så slemt ud. Han lå og vred sig i smerte på banen, og både cheftræneren og fysioterapeuten løb ind med det samme på banen. Her bar de i fællesskab Jenus ud. Det glædede os dog, at Jenus kom på benene igen og kunne humpe hen på bænken.

I kampens overtid stod Kevin for kampens sidste afslutning, da han sendte en frispark lige på Victor Michaelsen. Det endte derfor med et 0-2 nederlag hjemme mod B93. Vi var ellers i god kontrol, inden skader ødelagde rytmen.

Vi håber ikke, at skaderne til Baes, Gotland og Jenus er alt for slemme, og at nogle flere af de skadesramte spillere vender tilbage, når vi på lørdag den 1. juni kl. 14 skal forsøge at stikke en kæp i hjulet på Brabrands oprykningsdrømme.

Ser vi bort fra nederlaget, så var i går en fantastisk dag. Kl. 10 startede vi med masser aktiviteter for børn og unge med bl.a. Panna-turnering, fodtennis og hoppeborge. Kl. 13 var der forkamp mellem de gamle drenge fra Brønshøj og B93, og efter divisionskampen var der god fest inde i klubhuset. Alt sammen i jubilæets navn. Tusind tak til alle, der var med til at gøre dagen mindeværdig.

lør. 25. maj 2019
kl. 15:00
Tingbjerg Idrætspark
Dommer: Yasin Seker
Tilskuere: 525
Brønshøj Boldklub
0 - 2
0 - 1
B93
37' Leonel Montano
47' Philip Rejnhold
49' Andreas Lissau
61' Jenus Saleh
65' Leonel Montano
73' Haitam Hajjami
77' Søren Nørgaard
81' Christian Stokholm
82' Mikkel Mouritz Jensen
82' Dawda Ngum
84' Simon Richter
90' Mads Rønne