BB-B93, 05.08.17 Jubel

Premieresejr

For første gang i 9 år lykkedes det for Brønshøj at hente en sejr i premierekampen, da B93 blev besejret 3-1. B93 havde ellers deres muligheder, men godt målmandsspil af Vilfort, et brændt straffe, personlige fejl af B93 og et træværk på hvepsenes side, var bare nogle af de afgørende faktorer i dag. Patrick Naundrup, Christoffer Boateng og Kevin Bechmann stod for Brønshøjs mål.

Der var debut i startopstillingen til Frederik Frankman, Zakaria El-Ouaz og Kevin Bechmann. I pausen kom Cem Vardar ind til sin debut.

Brønshøj fik ellers ikke den bedste start på kampen, som kun var 10 sekunder gammel, da bolden lå i nettet bag Vilfort. Emil Farver sendte et indlæg ind i feltet, og ved forreste stolpe dukkede Sebastian Czajkowski op og fik prikket bolden i mål. 1-0 til gæsterne og en mareridtsstart på den nye sæson.

Der stod B93 på det meste de første 30 minutter af kampen, hvor Vilfort flere gange måtte hive store redninger ud af de korte ærmer.

BB-B93, 05.08.17 Stor redning af Vilfort

Efter 13 minutter var Czajkowski tæt på at score sit andet mål i kampen, da B93 kom igennem i hvepsenes venstre side. Den målfarlige angriber fik sendt bolden mod mål, men Vilfort fik, fra en siddende position, viftet bolden ud til hjørne.

Godt ti minutter senere var det Andreas Heimers tur til at teste Vilfort, men med et tigerspring kom Vilfort ud af sit mål og fik blokeret afslutningen. Brønshøj var derfor stadig med i kampen.

Det sidste kvarter var betydeligt bedre for hvepsene, og det hele blev kickstartet med et mål efter 32 minutters spil. Fra ca. 40 meters afstand hamrede Kevin til bolden, som dykkede kraftigt til sidst. B93’s målmand Ronni Raun kunne ikke finde håndtaget på bolden, og fik snurret rundt om sig selv, inden Naundrup kom stormende til og prikkede bolden i kassen. 1-1.

BB-B93, 05.08.17 Naundrup gør det til 1-1

Brønshøj havde fået bedre styr på defensiven og holdt gæsterne til 2-3 afslutninger udenfor feltet det sidste kvarter, hvor ingen af skuddene endte indenfor målrammen.

I den anden ende var Brønshøj mere nærgående. Først havde Boateng et forsøg, hvor han trak ind i banen og huggede til kuglen med venstrebenet. Men Raun stod godt placeret. Derefter var det Oskar Tranbergs tur, da han forsøgte sig med en flad afslutning. Han måtte dog se bolden ramme stolpen.

Holdene gik derfor til pausen med stillingen 1-1. I pausen foretog Brønshøjs nye cheftræner Michael Winter to udskiftninger, og det gav pote fra starten af 2. halvleg.

90 sekunder var der spillet af 2. halvleg, da Kevin lagde bolden til rette for Boateng. Den målfarlige kantspiller klappede til bolden første gang, og fik sendt den over Raun, der stod lidt for langt ude af sit mål, og ind i kassen. 2-1 til hvepsene og drømmestart på 2. halvleg.

BB-B93, 05.08.17 Så står den 2-1

Men det skulle blive endnu bedre. For bare 2-3 minutter senere var der igen mål til Brønshøj. Hvepsene fik et frispark ca. 25 meter ude, og her var Kevin igen klar til at sparke til bolden mod mål. Bolden dykkede igen voldsomt til sidst, og ramte jorden lige foran Ronni Raun og ind i kassen. 3-1 til BB.

B93’erne pressede på for en hurtig reducering, og efter 55 minutter fik de en kæmpechance. En B93’er blev nedlagt i feltet, og dommeren pegede på pletten. Straffesparket skulle Emil Farver tage sig af. Men ligesom de østrigske kvinder i EM-semifinalen mod Danmark, svigtede den ellers sikre back. Han fik ellers sendt Vilfort til den forkerte side, men fik også sendt bolden forbi mål. Så stillingen var stadig 3-1 til Brønshøj.

BB-B93, 05.08.17 Farvers brændte straffe

Omkring en time inde i kampen kom hvepsene frem til to gode hovedstødsforsøg. Kevin fik sendt et kraftfuldt hovedstød mod mål, men Raun var vågen og fik slået bolden ud til hjørne. På det efterfølgende hjørnespark var det Jamil Fearringtons tur til at heade på mål, men afslutningen manglede lige den sidste præcision.

I kampens sidste fase fik B93 ramt træværket to gange, bl.a. blev et frispark sendt over muren og ramte indersiden af stolpen.

Men det lykkedes for Brønshøj at holde stand og komme godt fra land i sæsonen 17/18, hvor de inden rundes sidste kamp har sat sig alene på 1. pladsen, da puljens øvrige hold alle spillede uafgjort idag.

Mht. spillertrøjerne, så har der været så stor efterspørgsel på sort/gule-stribet trøjer rundt i Europa, at Hummel først kan levere efter Skovshoved-kampen den 12. august. Men vi må sige, at de bragte held i dag.

BB-B93, 05.08.17 Rejnhold i aktion

Efter kampen blev Philip Rejnhold tildelt Fiduspokalen, da det var holdets tredje sejr i træk. I foråret blev det jo til to sejre i sæsonens sidste kampe. Mens debutanten Kevin Bechmann Timm blev kåret til kampens spiller af fansene.

Hvepsene kan allerede på tirsdag den 8. august kl. 18.30 tage en ny sejr, når turen går til Tårnby FF i 1. runde af DBU Pokalen. Der vil være gratis entré til kampen.

lør. 5. aug 2017
kl. 15:00
Tingbjerg Idrætspark
Dommer: Yasin Seker
Tilskuere: 608
Brønshøj Boldklub
3 - 1
1 - 1
B93
1' Sebastian Czajkowski
4' Victor Guldbrandsen
32' Patrick Naundrup
47' Christoffer Boateng
49' Mikkel Mouritz Jensen
50' Kevin Bechmann Timm
56' Emil Farver
70' Jeffrey Ofori