Jubel efter 2-0 målet mod AB Tårnby

Sejr i rekordkamp

Der skulle tre point på tavlen i dag, da AB Tårnby gæstede et næsten tomt Tingbjerg Ground. I forbindelse med kampen var der salg af virtuelle billetter, og hele 2.309 billetter endte med at blive solgt. Dermed blev stadionrekorden fra den 21. november 2010 - en 1-0 sejr over AGF - slået. Og alle dem, der så med hjemmefra kunne se Mathias Veltz og Elias Asidah With sikre os en 2-0 sejr.

Vi var tæt på at komme foran allerede efter fem minutters spil, da AB Tårnby sløsede i det efter et indkast. Her blev bolden spillet ud til Jonas Hemmingshøj, der fint fik sparket udenom målmanden, men måtte se forsøget ramme stolpen.

To minutter senere var det Oskar ”Bongo” Møllers tur til at være tæt på. Et hjørnespark blev sparket hårdt og fladt, men Bongo kunne ikke få slået ordentlig på trommen og endte med at slå et stor slag i luften.

Omkring det 20. minut af 1. halvleg opstod to gode muligheder til Veltz. Først blev han sendt afsted i en friløber, men det var svært for angriberen at få kontrol over bolden, på den lidt udfordrende bane, som endte med at springe fra ham. Lidt senere måtte han se sit forsøg inde i feltet blive blokeret.

AB Tårnby havde et par skud fra distancen fra Sebastian Segall og Luca De Biase - dog uden præcision. Deres bedste mulighed kom efter en halv times spil, da den tidligere Brønshøj-spiller Jacques Bang Sørensen steg til vejrs på et hjørnespark. Heldigvis for os, så fik han headet over mål.

2-3 minutter senere opstod en ny mulighed til Veltz. Vi fik en omstilling, hvor vi var fire mod tre. Bolden endte hos Veltz, men Dimitrije Jensen kom flot ud af sit mål og fik blokeret

Men Dimitrije Jensen kunne ikke stille noget op syv minutter senere. Nicolai Clausen slog en fremragende bold i dybden til Hemmingshøj, der første gang sendte bolden fladt ind i feltet. Her kom Veltz løbende og han kunne sikkert gøre det til 1-0. Det var Veltz’ første mål i Brønshøj-trøjen.

Dejligt med et mål og en pauseføring, men bedømt ud fra spil og chancer, så kunne kampen sagtens være lukket efter de første 45 minutter.

I starten af 2. halvleg var AB Tårnby tæt på en udligning. Vi fik ikke headet ordentligt væk efter et hjørnespark, og Luca De Biase kunne nærmest sparke helt upresset. Men han ramte bolden helt skævt og vi kunne ånde lettet op.

Hvor vi var i kontrol og meget direkte i vores spil i 1. halvleg, så var det lidt med håndbremsen trukket i 2. halvleg, hvor gæsterne fik lov til at være meget på bolden. Men rigtig farligt blev det aldrig fra AB Tårnbys side.

Farligst blev det, da James Goddard modtag bolden i feltet og forsøgte at sparke bolden fladt over i det lange hjørne. Han måtte dog se kuglen stryge forbi kassen.

Det tog os cirka halvdelen af 2. halvleg før vi vågnede lidt op til dåd og fik skabt en chance. Her trykkede Veltz resolut af fra kanten af feltet, men bolden gik en meters penge forbi mål.

Veltz var generelt god til at komme frem til afslutninger, men han burde nok have gjort det til 2-0 med lidt over 20 minutter tilbage af kampen.

AB Tårnby blundede ved et frispark, som blev sendt op mod Hemmingshøj. Her fik kantspilleren sendt bolden ind til en fri Veltz, der endte med at ramme overlæggeren. På returen fik Bongo chancen, men ramte bolden helt skidt.

Godt nok siger man, at 2-0 er en farlig føring, men nerverne har det nu heller ikke helt godt ved en 1-0 føring. Derfor var det skønt, da Elias fik sendt bolden i mål til stillingen 2-0 med 3-4 minutter tilbage af den ordinære tid.

Målet kom efter en standard-situation, hvor Yasin Dogan slå et hjørnespark tæt ind under mål. Her kunne en presset målmand ikke bokse bolden langt nok væk, og Kenneth Thinter kunne skyde på mål. Her stod Elias det rigtige sted og fik rettet bolden af, så den gik i mål. 2-0 til os.

Mere blev det ikke til, og vi kunne juble over en 2-0 sejr. Det var en vigtig sejr, da både Avarta og Skovshoved også tog alle tre point i dag. Men samtidig kan vi også glæde os over nederlag til Roskilde KFUM og FC Roskilde, som nu kun er et point foran os i stillingen.

I næste runde venter en svær udekamp mod Hillerød, når vi gæster dem lørdag den 3. april.

lør. 27. marts 2021
kl. 15:00
Tingbjerg Idrætspark
Dommer: Thomas Meulengracht Ledet
Brønshøj Boldklub
2 - 0
1 - 0
AB Tårnby
39' Mathias Veltz
50' Christian Thorup
56' Sebastian Segall
87' Elias Asidah With