Måltavlen i Riisvangen

Onduleret på en onsdag

I onsdags gik turen til Aarhus. Her fik vi for alvor ørerne i maskinen, da det endte med et fortjent 5-0 nederlag til oprykningskandidaterne fra Aarhus Fremad.

Allerede fra kampens start stod det klart, at Aarhus Fremad ville gå benhårdt efter sejren via offensiv fodbold. Kampen var kun et minut gammel, da værterne fik deres første chance, men vi fik rettet bolden af i sidste øjeblik.

Et øjeblik senere var en stiv tå fra Søren Andreasen tæt på at gå i mål, men han måtte se bolden stryge lige forbi den ene opstander.

Der var altså tidlige advarsler til os om, at det her ville ikke blive nemt. Vi var dog tæt på at bringe os foran efter 10 minutter, da Richter vandt Rønne i feltet. Men Rønnes afslutning med venstrebenet gik et stykke forbi mål.

Efter godt et kvarters spil kom aarhusianerne foran 1-0. Simon Bækgård forsøgte at lægge bolden ind i feltet, og til sin store glæde kunne han se bolden stryge i en fin bue over Vilfort og ind i mål. 1-0 til Aarhus Fremad.

Stort set alt i 1. halvleg foregik på Aarhus Fremads præmisser, og det var kun fordi de ikke skruede tempoet i vejret, at vi ikke var bagud med mere end 1-0 efter de første 45 minutter.

Helt så søde var Aarhus Fremad ikke ved os i 2. halvleg. Efter fem minutters spil blev vi spillet tynde og et indlæg kunne lægges over ved bagerste stolpe. Frederik Nørrestrand havde fået den utaknemmelige opgave at dække tårnhøje Christian Nissen op, og med en højdeforskel på halvandet hoved, kunne Aarhus Fremads topscorer nemt heade bolden i mål. 2-0 til hjemmeholdet.

Ud af det blå i det 58. minut var Aarhus Fremad tæt på at give os en gave. Målmand Olafsson tog sig lidt for god tid med bolden i eget felt- Dette gav Rønne mulighed for at lægge pres på, og han fik tacklet keeperen. Desværre for Rønne gik bolden forbi mål.

Med lidt under en halv time tilbage blev det også 3-0 til værterne.  Simon Bækgård stod klar til at tage et frispark i venstre side, og det indadskruede indlæg fik lov til at gå hele vejen over i det lange hjørne.

Aarhus Fremad udnyttede deres brede trup til at skifte tre mand ud halvvejs i 2. halvleg, og fortsætter herefter med et højt tempo. Dette gav endnu en scoring. Igen var det Simon Bækgård, som havde en fod med i scoringen, da han slog et perfekt hjørnespark ind i panden på Søren Andreasen, der kunne score for tredje kamp i træk. 4-0 til Aarhus Fremad.

Naturligt nok gik Aarhus Fremad lidt ned i tempo efter 4-0 målet, men det forhindrede dem ikke i kampens slutfase at komme på tavlen endnu en gang. Aarhus Fremad kom til baglinjen i vores venstre side og inde i feltet kom Gandrup løbende og kunne heade bolden i mål til slutstillingen 5-0.

Noget af en øretæve i Riisvangen, og selv om det smerter os at sige, så var det fuldt ud fortjent. Aarhus Fremad var bedst på samtlige parameter.

ons. 24. juni 2020
kl. 19:00
Riisvangen Stadion
Dommer: Allan Rørdahl Borgstrøm
Tilskuere: 400
Aarhus Fremad
5 - 0
1 - 0
Brønshøj Boldklub
14' Simon Bækgård
37' Casper Löween Jensen
45' Jacques Bang Sørensen
51' Christian Nissen
52' Lars Emil Juel Andersen
63' Simon Bækgård
71' Søren Andreasen
80' Gustav Therkildsen
90' Casper Gandrup