6-0 sejr over AB Tårnby

Brite bombede løs

Ikke siden 2. verdenskrig har en brite bombet så meget, som Bayan Fenwick gjorde i dag. Han stod nemlig for tre mål og sit første hattrick i sin professionelle karriere, da vi vandt 6-0 på udebane mod AB Tårnby. De tre andre scoringer stod Aleksandar Lazarevic - 2 styks - og Lucas Petersen for.

Det var AB Tårnby, som kom frem til kampens første chance, da Morten Rønne forsøgte sig med venstrebenet. Men Victor Michaelsen havde godt styr på bolden, der gik for mål.

Minutter efter scorede vi på vores første chance i kampen. Her blev en fremragende bold sendt i dybden til Bayan Fenwick, der snød offsidefælden, inden han tog et træk udenom målmand Yousuf Butt og sparkede bolden i et tomt mål. 1-0 til os.

I modsætning til kampen i lørdags mod Vanløse, hvor vi stoppede med at spille efter vi kom foran, så fortsatte spillerne i dag med at spille. Og det gav pote efter 17 minutter.

Her snørede Emil Vatani flere AB Tårnby-spillere, inden han tjippede bolden ind til Fenwick, der headede bolden i jorden og i mål uden chance for Butt. 2-0 til BB.

Fenwick havde flere chancer i 1. halvleg til at få hattricket, men det måtte han vente med at få i 2. halvleg. Bl.a. havde Fenwick et flot hovedstød efter et hjørnespark, men en TV-redning fra Butt holdt bolden ude.

Med lidt over fem minutter tilbage af 1. halvleg gik det pludselig stærkt med to scoringer. Målet til 3-0 var en sand perle, da bolden lidt tilfældigt fik retning mod Lucas Petersen. Han fik tæmmet bolden med låret, inden han helflugtede bolden i mål, i hvad der måske er det flotteste mål, der nogensinde er scoret på Tårnby Stadion.

To minutter senere blev det også til 4-0, da Lazarevic scorede for tredje kamp i træk. En AB Tårnby-spiller spillede Lazarevic helt fri, og det fangede målmand Butt på mellemhånd. Lazarevic tog et træk uden om Butt og gjorde det stensikkert til 4-0.

AB Tårnby var tæt på at reducere til 4-1, da et indlæg blev sendt lige ind i panden på Benjamin Warlo. Men Victor Michaelsen kom flot ud af sit mål med armene spredt ud som en kæmpe hveps, og fik blokeret afslutningen.

Vi skruede lidt ned for tempoet i 2. halvleg og det gav nogle muligheder til hjemmeholdet. Bl.a. fik Bastian Kruse en stor mulighed, da Dawda Ngum ikke fik ram på bolden. Men Kruses afslutning sneg sig lige forbi stolpen og ud til målspark.

I stedet for en AB Tårnby-reducering kom vi på tavlen for femte gang i gang. En forsvarsspiller fra AB Tårnby var lidt for nonchalent og Fenwick kunne stjæle bolden, og huggede med det samme på mål. Til stor glæde for sig selv, og alle Danmarks Smukkest, gik det flade skud i mål. 5-0 til os og hattrick af Bayan.

Herefter gik der udskiftning i den for begge hold og der kom nogle chancer til AB Tårnby. Men vi kunne to minutter før tid score kampens sjette mål, da Lazarevic modtog bolden på kanten feltet. Han tog et træk med kuglen, inden han sparkede den hårdt og fladt i kassen til slutstillingen 6-0.

Alt i alt var det skønt at være hveps på Amager i dag, da andetholdet vandt 2-1 ude mod Tårnby FF, og så selvfølgelig førsteholdets tennissejr på 6-0 over AB Tårnby.

På fredag den 11. september kl. 19 ude mod FC Roskilde skal vi fortsætte de gode takter og tage den tredje sejr i træk.

Fenwick: Første hattrick i 10 år.
Efter kampen mod AB Tårnby tog vi en snak med vores britiske bomber og hattrick-helt Bayan Fenwick, der er begyndt at føle sig til rette i Brønshøj.

Bayan Fenwick
Midtbane 4
Bayan Fenwick

- Jeg har en fantastisk følelse efter kampen. Det er altid rart at kunne hjælpe mine holdkammerater og jeg føler mig som en del af holdet nu selvom jeg er ny og engelsk. Det er aldrig nemt at komme ind på et nyt hold, men som sagt, så føler jeg mig som en del af holdet nu, siger Fenwick.

Det var Fenwicks første hattrick i sin professionelle karriere, og vi skal da også ca. 10 år tilbage i tiden siden han sidst scorede tre mål i samme kamp.

- Det er en fed følelse at score et hattrick og være med til at vinde kampen. Jeg tror, at jeg var 15 eller 16 år, altså før min tid som professionel i England, sidst jeg lavede et hattrick, fortsætter Bayan.

Bayan og resten af holdet skal i aktion igen allerede på fredag, hvor nedrykkerne fra FC Roskilde venter. Men Bayan kan ikke se, hvorfor man skal ændre stilen blot fordi man nu møder en nedrykker i stedet for en oprykker.

- Vi vil spille på samme måde mod FC Roskilde, som vi gjorde i dag. Vi vil altid prøve at angribe og træneren siger, at når vi har bolden skal vi forsøge at score og bare have det sjovt. Og hvis jeg får mulighederne, så skal jeg nok sørge for at score flere mål for holdet, slutter dagens hattrick-helt.

lør. 5. sep 2020
kl. 14:00
Tårnby Stadion
Dommer: Nicolai Mossing Madsen
Tilskuere: 203
AB Tårnby
0 - 6
0 - 4
Brønshøj Boldklub
9' Bayan Fenwick
17' Bayan Fenwick
39' Lucas Petersen
41' Aleksandar Lazarevic
53' Sebastian Zaar
65' Bayan Fenwick
66' Lucas Petersen
88' Aleksandar Lazarevic